54
CHARLES DICKENS
sammenhængende, hvorledes alt var gaaet til, og hvorfor han selv ikke havde kunnet komme før nu.
Hr. Fang tav en Stund. »Naa, Klageren stod altsaa og læste, — i den Bog dèr?« spurgte han saa. »Var Bogen betalt?«
»Aa Gud dog! det har jeg jo rent glemt!« udbrød gamle Hr. Brownlov naivt.
Hr. Fang gjorde et morsomt Forsøg paa at se medfølende ud. »Hum!« sagde han, »det er saamænd en net Person til at føre Klage mod en stakkels Dreng! Jeg synes, Hr., at De har bemægtiget Dem den Bog paa en meget mistænkelig Maade, og De kan takke Deres Gud, at Boghandleren ikke lader til at ville drage Dem til Ansvar. Lad det tjene Dem til Advarsel, Mosjø, ellers skal Lovens Arm nok naa' Dem … Drengen kan gaa fri! Før saa Parterne ud, Betjent!«
»Nej men… saa skulde da ogsaa…!« buste det ud af gamle Hr. Brownlow, som var bristefærdig af Raseri…
»Før Parterne ud, Betjent! skreg Assistenten. »For Djævlen, kan De ikke høre —?«
Og den forbitrede Hr. Brownlow blev ført ud, medens han i afmægtigt Raseri fægtede i Luften med Bogen i den ene og Stokken i den anden Haand. Men ude i Gaarden fortog hans Raseri sig. Der laa lille Oliver paa Stenbroen, med opknappet Skjorte og vaad ved Tindingerne af Vand; han var bleg som ct Lig og rystede krampagtigt.
»Stakkels Dreng! stakkels Dreng!« mumlede Hr. Brownlow og bøjede sig ned over ham. — »Aa… skaf mig en Vogn! gesvindt!«
Vognen kom, Oliver blev forsigtigt lagt ind paa det ene Sæde, Hr. Brownlow selv tog Plads paa det andet.
»Skal jeg køre med?« spurgte Boghandleren.
»Ja tusend Tak, tusend Tak!« svarede Hr. Brownlow lettet. »Undskyld, jeg glemte rent… den usalige Bog!… Stakkels Dreng! vi maa nok skynde os!«
Og Vognen rullede bort med dem.
12.
I Pleje og overfor et Portræt.
Vognenkørte omtrent gennem de samme Gader, som Oliver var gaaet igennem, dengang han og Rævetampen drog ind i London. Endelig holdt den udenfor et pænt Hus i en stille Gade. Oliver blev saa straks bragt til Sengs, og han blev passet med mønsterværdig Omsorg. Men i lang Tid mærkede han selv intet dertil. Sol stod op og gik ned, og stod op og gik ned, mange, mange Gange, medens han stadig kastede sig urolig paa Lejet, naget af den ætsende skarpe Feber-Hede. Endelig en Dag vaagnede han op som af en lang og forvirret Drøm. Han var bleg, udtæret, kraftesløs. Med Besvær rejste han sig halvt over Ende, og støttende sig paa den skælvende Albue saa' han sig ængsteligt
