55
OLIVER TWIST
om. — »Hvor er jeg? Hvad er det for et Værelse?« mumlede han. »Det er jo ikke dèr, hvor jeg plejer at sove!«
Saa sagte som han talte, blev han dog straks hørt. Senge-Omhænget ved Hovedgærdet blev trukket til Side, og en moderligt udseende, meget sirligt paaklædt gammel Dame rejste sig op af den Lænestol. hvori hun sad og syede. — »Tys, min Dreng!« sagde hun blidt, »Du maa ligge ganske stille, ellers bliver du syg igen. Og du har været meget syg, din Stakkel… Saa! læg dig saa ned igen, saa er du en god Dreng!« Hun lagde varsomt hans Hoved ned paa Puden, strøg hans Haar op fra Panden og saa' paa ham saa mildt og godt, at han ikke kunde dy sig: han maatte lægge sin lille udtærede Haand paa hendes Haand og tage hende om Halsen…
»Aa dit lille Skind!« sagde den gamle Dame og fik Taarer i Øjnene, … »er du saa taknemlig? — Stakkels Barn! hvad maatte ikke hans Moder have følt, om hun i mit Sted kunde have siddet her og set ham!«
»Maaske Moder ser mig,« hviskede Oliver og foldede Hænderne, — »maaske hun har siddet her ved Siden af mig. Jeg synes, hun har gjort det.«
»Det har været Feberen, min Dreng,« sagde den gamle Dame og tørte først sine Øjne og derefter sine Briller, som om Brillerne hørte uadskilleligt sammen med Øjnene. Saa gav hun Oliver at drikke, klappede ham paa Kinden og sagde, at nu maatte han tie stille, ellers blev han daarlig igen. Oliver laa altsaa stille som en Mus, dels fordi han paa ingen Maade vilde gøre den rare gamle Dame imod, dels fordi han sandt at sige allerede var blevet helt udmattet af det lidt, han havde sagt. Snart faldt han i en god Søvn, — hvoraf han vaktes ved Skæret af et tændt Lys, som var blevet bragt tæt hen til hans Seng. En Herre, der holdt et stort og stærkt dikkende Gulduhr i Haanden, stod og følte hans Puls og sagde netop, at det var en Del bedre i Dag.
»Du har det en hel Del bedre i Dag, ikke sandt, min Dreng?« spurgte Herren.
»Jo, mange Tak, Hr.—,« sagde Oliver.
»Ja det vidste jeg jo nok!« erklærede Herren. »Og nu er du sulten, hvad?«
»Nej, Hr—.«
»Hm! Nej jeg tænkte det jo nok, — han er ikke sulten, Madam Bedwin,« forklarede Herren og saa' indsigtsfuld ud.
Madam Bedwin svarede blot med et lille ærbødigt Nik, der vistnok betød, at hun ansaa Doktoren for at være en meget klog Mand. Doktoren selv lod til at være ganske af samme Mening.
»Naa — og du er søvnig, min Dreng, ikke sandt?« spurgte han Oliver.
»Nej, Hr—.«
»Nej naturlig,« sagde Doktoren og saa' yderst kløgtig og tilfredsstillet ud, »du er ikke søvnig. Og heller ikke tørstig, vel?«
»Jo, Hr—.. jeg tørster meget.«
»Akkurat, hvad jeg tænkte mig, Madam Bedwin,« sagde Doktoren. »Det er ganske i sin Orden, at han er tørstig, — ganske i sin Orden!
