57
OLIVER TWIST
herinde mange Dage og Nætter, maaske var den her endnu!… Og han trykkede Ansigtet ned i Hovedpuden og bad inderligt til Gud.
Omsider faldt han i saadan en dyb og rolig Søvn, som kun de kender, der lige er blevet udfriet af haarde Lidelser. Det havde allerede været højlys Dag et Par Timers Tid, da han vaagnede — og følte sig saa let og sund. Det farlige Punkt i Sygdommen var overstaaet, han var givet tilbage til Livet.
Tre Dage efter kunde han sidde oppe i en Lænestol, støttet paa alle Sider med Puder. Han var dog endnu for mat til at kunne gaa, derfor havde Mdm. Bedwin baaret ham ind ved Siden af i sit eget lille Værelse og bragt ham til Sæde henne ved Kakkelovnen. Da dèt var besørget, satte den skikkelige gamle Dame sig og gav sig til at græde bitterligt af lutter Glæde over, at han havde det nu saa meget bedre. — »Bryd dig ikke om dèt, min Dreng!« sagde hun, »jeg ta'er mig bare en lille Tude-Tur… Se saa! nu er det overstaaet, nu har jeg det rigtig, rigtig godt!«
»Hvor De er god imod mig!« hviskede Oliver.
»Aah Snik om en Snak, min Dreng!« svarede hun. »Du har ikke andet at tænke paa end din Suppe, som det nok er paa Tide, du faar, for Doktoren sagde, at Hr. Brownlow saa' vist ind til dig i Dag, og saa maa vi sætte vort aller fineste Ansigt op, ellers bliver han ikke tilfreds med os!« Hvorefter hun travlt gav sig til at varme en lille Gryde fuld Suppe, som rigeligt kunde have forslaaet til tre Hundrede og halvtreds Fattiglemmer, dersom den var blevet bragt ned til den reglementerede Styrke.
»Holder du af Billeder, min Dreng?« spurgte hun saa pludselig, da hun saa', at Oliver stirrede ufravendt paa et Portræt, der hang paa Væggen lige overfor ham.
»Jeg vèd ikke,« svarede Oliver, uden at tage Øjnene fra Billedet, »jeg har ikke set ret mange… Er det et Skilderi af En?«
»Ja,« sagde Mdm. Bedwin og saa' et Øjeblik op fra Suppen, »det er et Portræt.«
»Af hvem?«
»Jeg ved saamænd ikke, min Dreng,« svarede hun godmodigt, »det er nok En, som hverken du eller jeg kender… Du er da vel ikke bange for det?« tilføjede hun i en forbavset Tone, da hun saa', at Oliver stirrede saa underlig betaget paa det.
»Nej — nej slet ikke, Madam,« skyndte han sig at forsikre. »Men det er saa sørgmodigt, og saa ser det hele Tiden paa mig. Jeg bliver saa blød om Hjertet,« hviskede han, »det er akkurat, som om det var levende og vilde tale til mig, men ikke kunde!«
»Aah Jøsses dog!« udbrød den gamle Dame og rejste sig hurtigt, »saadan maa du ikke tale, Barn, — det er, fordi du er saa svag og zart endnu efter Sygdommen. Lad mig dreje din Stol!« — og hun gjorde det: »se saa! nu kan du da ikke se paa det længer!«
Men Oliver blev med sin Sjæls Øje ved at se det, lige saa tydeligt, som før han havde skiftet Plads. Han vilde dog nødigt ængste den
