Spring til indhold

Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/58

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

58

CHARLES DICKENS

gamle Dame, derfor smilte han taknemligt, da hun saa' paa ham. Og hun var tilfreds og kom Salt og smaa Stykker ristet Brød i hans Suppe med al den Højtidelighed, som et saa vigtigt Arbejde krævede. Oliver gav saa hurtigt Suppen dens Bekomst, og havde lige faaet den sidste Skefuld til Livs, da det bankede paa Døren. »Kom!« sagde Mdm. Bedwin, og Hr. Brownlow traadte ind.

Den gamle Herre traadte ind nok saa rask. Men næppe havde han faaet skudt Brillerne op over Øjenbrynene og foldet Hænderne paa Ryggen for at tage Oliver i Øjesyn, før hans Ansigt undergik nogle meget mærkelige Forvridninger. Oliver saa' medtaget og afmagret ud, og da han af Ærbødighed for sin Velgører forsøgte at rejse sig op og staa, faldt han straks tilbage i Stolen. Men nu er Sandheden den, om den endelig skal frem, at Hr. Brownlow havde Hjerte nok til hele seks almindelige, velmenende gamle Herrer, og dette Hjerte drev — i Kraft af en for os Lægmænd ukendt Lov — en Overflod af Taarer op i hans Øjne.

»Stakkels Dreng! Stakkels Dreng!« mumlede han og rømmede sig stærkt. — »Jeg er saa hæs i Dag, Mdm. Bedwin, jeg er bange for, jeg har forkølet mig.«

»Nej med Guds Hjælp, Hr—!« forsikrede Mdm. Bedwin. »Det har virkelig været godt afdampet alt, hvad De har faaet ind!«

»Naa-aa, naa-aa, jeg vèd dog ikke! jeg syntes, Dugen i Gaar var lidt klam!« indvendte Hr. Brownlow. »Naa men — lad saa være! Hvordan har du det, min Dreng?«

»Jo tak, Hr—,« svarede Oliver. »Og jeg takker Dem saa mange Gange for al Deres Godhed mod mig!«

»Hm! skikkelig lille Dreng! mumlede Hr. Brownlow tankefuldt. »Har De givet ham noget godt styrkende, Mdm. Bedwin, — lidt The, hvad?«

»Jeg har givet ham en Skaal dejlig kraftig Suppe, Hr—!« erklærede Mdm. Bedwin og rettede sig lidt og betonede stærkt det sidste Ord, for at antyde, at der kunde slet ikke være Tale om Sammenligning mellem Suppe — og The!

»Puh!« sagde Hr. Brownlow og formelig gyste. »Saa maatte han da heller have faaet et Par Glas Portvin, — hvad siger du, Tom White?«

»Jeg hedder Oliver«, svarede Patienten og saa' forbavset paa sin Velgører.

»Oliver?« gentog Hr. Brownlow. »Oliver hvad for noget? Oliver White?«

»Nej, Hr—., Oliver Twist.«

»Det var da et løjerligt Navn?« mente den gamle llerre. »Men hvorfor sagde du saa til Assistenten, at du hed White?«

»Det sagde jeg heller ikke, Hr—!« svarede Oliver betuttet.

Dette lød i den Grad som en Løgn, at Hr. Brownlow sendte Oliver et temmelig strengt Blik. Men, Drengen saa' saa ærlig ud, det var umuligt ikke at tro ham. »Naa, saa maa jeg have misforstaaet…!« sagde