62
CHARLES DICKENS
lerne, med mindre De kanske ligesaa lidt mener noget ondt med at kyle Krus efter Folk som ved at plapre ud om dem og —
»Er De gal?!« udbrød Jøden og greb ham i Armen og pegede paa Drengene.
Hr. Sikes indskrænkede sig til at lade, som om han slog Knude paa en Strikke oppe under sit venstre Øre, hvorefter han lod Hovedet dejse slapt ned paa højre Skulder, — hvilken Pantomime Jøden aabenbart udmærket vel forstod. Derefter forlangte Bill et Glas Brændevin i den Tyve-Jargon, som han uafbrudt betjente sig af. »Men pas paa, De ikke blander Gift i det!« tilføjede han og satte Hatten fra sig paa Bordet.
Dette blev sagt i Spøg. Dersom Hr. Sikes imidlertid havde kunnet se, hvor Jøden skulede ondskabsfuldt og bed sig i sin blege Læbe, mens han gik hen til Væggeskabet, saa vilde han maaske endda ikke have fundet sin Advarsel helt ubegrundet. I al Fald laa da Ønsket om at komme Brændevinsbrænderens Opfindsomhed til Hjælp næppe milefjernt fra den rare gamle Jødes Hjerte.
Hr. Sikes skyllede en to, tre Glas Brændevin i sig, og nedlod sig saa til at tage Notits af de unge Kavalerer. Der udspandt sig en Samtale, hvorunder alt angaaende Olivers Anholdelse blev indgaaende beskrevet, dog med de smaa Ændringer og Forbedringer, som Rævetampen under de forhaandenværende Forhold fandt anbefalelsesværdige.
»Jeg er bange for«, sagde saa Jøden, »at han snakker over sig og bringer os i Bekneb.«
»Det er lige, hvad han gør!« forsikrede Sikes med et ondskabsfuldt Grin. »Det bliver en grov en, Fagin!«
»Og saa er jeg bange for, ser De«, fortsatte Jøden, som om han aldeles ikke havde hørt, hvad den anden sagde, men med et stikkende, ufravendt Blik paa ham, »jeg er bange for, at gaar det galt for os, saa bliver det nok forbi for en Del andre med det samme. Den kan blive værre for Dem end for mig, Bill!«
Bill Sikes studsede og løftede hurtigt Hovedet. Men Jødens Skuldre var skudt helt op til hans Øren, og hans Øjne saa' udtryksløst over mod Væggen.
Der blev en lang Pavse. Hvert Medlem af det hæderlige Selskab lod til at være fordybet i sine egne Tanker, — Hunden ikke undtagen: den laa og slikkede sig lumsk om Flaben og syntes at udspekulere et rask Angreb paa det første det bedste Par Herre- eller Dame-Ben, som den kunde faa Ram paa, naar den slap ned paa Gaden.
»Man maa se at faa at vide, hvad han har forklaret for Assistenten,« sagde endelig Hr. Sikes, i en langt medgørligere Tone end den, hvori han hidtil havde talt.
Jøden nikkede.
»Dersom han ikke har sludret, og de har stukket ham i Hullet, saa skær' den godt, til han slipper ud igen,« fortsatte Hr. Sikes. »Men saa maa der passes paa. De maa have Klør i ham igen, hvordan det saa skal gaa!«
Jøden nikkede atter.
