64
CHARLES DICKENS
højre Haand. »Saadan! det gør godt — udmærket godt, min Tøs!« tilføjede han og gned sig i Hænderne.
»Aah — min Broder! min stakkels, kære, søde, uskyldige lille Broder!» udbrød Frk. Nancy og brast iGraad og knugede fortvivlet Torvekurven. »Hvad er der dog tilstødt ham, hvor har de gjort af ham? Aa, vær barmhjertig, De Herrer, sig mig, hvad der er blevet af den stakkels Dreng! Hører De, De Herrer, sig mig det!«
Frøken Nancy fremstødte (til sine Tilhøreres ubeskrivelige Henrykkelse) disse Ord i en uendelig hjerteskærende Tone. Saa gjorde hun en Kunst-Pavse, blinkede smilende rundt til Selskabet, og forsvandt.
»Ja—a! se det er en Pige!« sagde Jøden og saa' om paa sine unge Venner og nikkede indtrængende, ligesom for at opfordre dem til at efterligne dette straalende Forbillede.
»Hun er en Prydelse for sit Køn,« erklærede Hr. Sikes og fyldte sit Glas og klaskede sin vældige Næve ned i Bordet. »Hendes Skaal, siger jeg, — og gid bare alle var som hun!«
Medens disse og andre Lovtaler blev den fuldkomne Frøken Nancy til Del, skyndte hun selv sig ad den korteste Vej hen til Politistationen. Hun kom ind ad en Smøge, bankede sagte paa Døren til et af Arrestlokalerne med sin Gadedørsnøgle, og lyttede. Men da der intet Svar kom, talte hun. »Nolly! søde Nolly!« kaldte hun med sin kælneste Stemme, »er det dig, Nolly?« Der var ingen andre derinde end en stakkels Fyr, som var blevet anholdt, fordi han uden Tilladelse havde gaaet omkring og spillet paa Fløjte. Han sad i dybe Tanker over Tabet af Fløjten, som Hr. Fang havde taget fra ham, og svarede ikke. Nancy gik altsaa til den næste Dør og bankede paa dèr. »Sidder her en lille Dreng?« spurgte hun klynkende. »Nej, Vorherre bevares!« svarede en rusten Stemme derinde fra. Det var en Stakkel paa 65 Aar, som var blevet anholdt, fordi han ikke havde spillet paa Fløjte, det vil sige, fordi han havde gaaet om paa Gaderne og tigget.
Da Nancy saaledes ingen Besked kunde faa om Oliver, gik hun sporenstregs hen til den tykke Arrestforvarer og spurgte efter sin lille Broder med en saare ynkelig Klynken, hvilken hun gjorde endnu ynkeligere ved udtryktsfuld at knuge Gadedørsnøglen mod Torvekurven.
»Jeg har ham ikke, min Pige,« svarede Arrestforvareren. »Herren tog ham med sig.«
»Herren? Aa Gud, aa Gud! hvad for en Herre?«
Arrestforvareren meddelte den dybt nedbøjede Søster, at Oliver var blevet syg inde paa Stationen og var blevet løsladt, da det oplystes af et Vidne, at en anden Dreng havde begaaet Tyveriet. Klageren var saa kørt bort med Oliver, hvorhen vidste Arrestforvareren ikke; han havde blot hørt, at der var blevet sagt til Kusken noget om Pentonville-Kvarteret.
Lamslaaet af Fortvivlelse vaklede den ulykkelige unge Dame ud ad Porten, — hvorpaa hun straks slog over i rask Løb og ad de snedigste Omveje, hun kunde udtænke, ilede tilbage til Jøden.
Lige saasnart Hr. Bill Sikes havde hørt Udfaldet af hendes Ekspe-
