65
OLIVER TWIST
dition, kaldte han hurtigt paa sin Hund, satte Hatten paa, og fo'r afsted, uden saa meget som at tage sig Tid til at sige Farvel til Selskabet.
Ogsaa Jøden var yderst urolig. »Vi maa se at finde Oliver, Børn!« sagde han. »Du, Charley, skal ikke bestille andet end at snuse om efter ham… Søde Nancy, vi maa finde ham; jeg stoler paa dig, min Pige, og paa Rævetampen. Bi lidt! bi lidt!« tilføjede han og trak med rystende Haand en Skuffe ud, »her har I Penge, Børn. Saa lukker jeg for i Aften; I ved jo, hvor I kan træffe mig. Men skynd Jer nu, Børn, spild ikke et Minut!«
Og han skubbede dem ud ad Døren. Saa lukkede han af og skød Slaaen for indvendigt, tog op fra det hemmelige Rum det Skrin, som Oliver desværre havde faaet at se, og stoppede hastigt Uhrene og Smykkerne ind under sit Tøj.
Han blev forstyrret ved, at en bankede paa Døren. »Hvem er dèt?!« raabte han forskrækket.
»Det er mig,« svarede Rævetampens Stemme gennem Nøglehullet. »Er det rigtigt, at vi skal trække ham hen i det andet Hul?«
»Ja vist saa, vist saa!« svarede Jøden utaalmodigt. »Find ham nu bare først, saa skal I nok bagefter faa nærmere Besked.«
Rævetampen mumlede noget om, at det var godt, og skyndte sig ned ad Trappen til de andre.
»Endnu har han altsaa ikke bralret ud,« mumlede Jøden, medens han gemte videre paa Uhrene og Smykkerne. »Og vil han give Hals til sine ny Bekendte, saa finder vi vel nok et Plaster at slaa ham for Munden.«
14.
En mærkelig Spaadom.
Oliver kom sig hurtigt af sin Besvimelse. Men der blev ikke talt et Ord mere om Portrætet og heller ikke om hans Historie eller hans Fremtid, man snakkede kun om Ting, som kunde adsprede ham uden at gøre ham urolig. Da han næste Dag til Frokost igen kom ind i Husbestyrerindens Værelse og straks saa' efter den smukke Dames Billede paa Væggen, var Portrætet borte. »Ja, min Dreng,« sagde Husbestyrerinden, som havde fulgt hans Blik, »det er taget ned. Hr. Brownlow var bange for, at du havde ikke godt af at se paa det.«
»Jo, Madam, jeg kunde saa godt lide at se det!« forsikrede Oliver.
»Naa ja ja, min Dreng,« og hun strøg Haaret tilbage paa hans Hoved, »se nu først at blive rask, saa skal Billedet nok blive hængt op igen, det lover jeg dig. Men lad os nu snakke om noget andet!« Og hun gav sig til at fortælle ham vidt og bredt om, saadanne mageløse Børn som hun havde, og saadan en mageløs Mand som hun havde haft, men det var nu over 26 Aar, siden han var død, det Skind! Da alt det var overstaaet, var det paa Tide at drikke The, og bagefter lærte hun Oliver at spille
