66
CHARLES DICKENS
Hanrej, hvad han nemmede ligesaa hurtigt, som hun kunde forklare. Dette Spil drev de saa med stor Alvor og Iver, indtil han skulde i Seng.
Det blev gode Dage for Oliver. Alt var saa pænt og saa ordenligt, og de var alle saa milde og venlige imod ham, han følte sig som i Himmerige. Lige saasnart han var blevet rask nok til at kunne klædes rigtigt paa, forærede Hr. Brownlow ham et Sæt nyt Tøj, med ny Hue og nye Sko. Oliver fik Lov at gøre med sit gamle Tøj, hvad han vilde, og han forærede det til Tjenestepigen, der havde været skikkelig imod ham, og sagde, at hun skulde sælge det til en Jøde og beholde Pengene selv. Saadan gjorde hun, og Oliver saa' fra Vinduet, at Jøden stoppede Tøjet ned i sin Pose og gik med det. Aa, hvor det var godt, at det ækle Tøj var borte, saa han aldrig, aldrig mer kunde faa det paa!
Der kunde vel være gaaet en Ugestid: saa sendte Hr. Brownlow en Eftermiddag Bud ind til Madam Bedwin og lod sige, at hvis Oliver var rask nok til det, havde han Lyst til at snakke lidt med Drengen inde i sit Studereværelse. »Aa Gud fri og bevare os vel!« udbrød Madam Bedwin, »bare vi dog havde haft Tid til at give dig en ren Krave paa, Barn! Men vask nu ialfald dine Hænder og lad mig se at faa glattet dit Haar!« Hun blev ved at klage over, at der ikke en Gang var Tid til at ri en ny Halsstrimmel i hans Bluse, men fandt ham alligevel saa pæn, at hun »virkelig ikke troede, det vilde have været muligt at gøre ham stort kønnere, end han var.« Saaledes opmuntret bankede Oliver paa Hr. Brownlows Dør og traadte ind i et lille Værelse, der var propfuldt af Bøger, og hvis Vindue vendte ud til en pæn lille Have. Foran Vinduet stod et Bord, og ved Bordet sad Hr. Brownlow og læste. Oliver kunde ikke begribe, hvem der dog skulde læse den Masse Bøger, som sagtens var skrevne for at gøre Verden klogere, — et Spørgsmaal, som forresten langt klogere Folk end han har ondt ved at besvare.
»Ja, det er en ordentlig Bunke Bøger, hvad du?!« sagde den gamle Herre venligt, da han saa' Oliver nysgerrigt mønstre Reolerne. »Kunde du nok lide at blive en lærd Mand og skrive saadanne Bøger?«
Oliver betænkte sig et Øjeblik og sagde saa, at han troede nok, han vilde hellere handle med Bøgerne. Den gamle Herre lo hjerteligt og erklærede, at det var godt svaret, hvilket glædede Oliver, skønt han rigtignok ikke vidste, hvori det gode stak.
»Nej,« sagde den gamle Herre, da han var holdt op at le, »du skal ikke være bange, vi vil ikke gøre dig til Skribent, saa længe der endnu er et hæderligt Haandværk at lære eller en Teglsten at stryge.«
»Jeg siger saa mange Tak,« svarede Oliver alvorligt. Derover brast den gamle Herre igen i Latter og sagde noget om et mærkeligt Instinkt: men dét forstod Oliver ikke, hvad var, saa han tog ikke videre Notits af det.
»Naa men,« sagde den gamle Herre og slog over i en langt alvorligere Tone, »hør nu efter, hvad jeg vil sige dig! Jeg vil tale ganske ligefrem, for jeg er vis paa, du forstaar mig ligesaa godt, som mangen Voksen vilde kunne.«
»Aa Herre, De maa ikke sende mig bort!« bad Oliver, der var ble-
