67
OLIVER TWIST
vet forskrækket over Hr. Brownlows alvorlige Tonefald. »Lad mig ikke komme tilbage til det slemme Sted, hvor jeg var! Vær barmhjertig og lad mig blive hos Dem og tjene Dem!«
»Nej, min Dreng,« svarede den Gamle helt rørt, »det har jeg heller ikke i Sinde, saa længe du da ikke selv giver mig Grund dertil… Ja ja, min Dreng, jeg haaber — jeg tro'r, du vil ikke give mig Grund dertil. Rigtignok er jeg tidt blevet skuffet af Folk, som jeg havde søgt at gøre godt, — og de, jeg har holdt mest af, ligger nu i deres Grave, — og al mit Livs Lykke og Fryd ligger begravet med dem. Men Sorgen har ikke svækket, den har blot styrket min Medfølelse; det er vel ogsaa saadan, at den skal gøre os bedre!« Han sagde alt dette ganske sagte, mere til sig selv end til sin lille Tilhører, og tav saa et Øjeblik, medens Oliver sad saa stille som en Mus og knap vovede at trække Vejret. — »Naa men,« tilføjede saa Hr. Brownlow i en livligere Tone, »dette her siger jeg dig blot, for at du kan vide, at jeg har gaaet meget igennem; saa tænker jeg, du vil beflitte dig saa meget mer paa ikke at volde mig Sorg. Fortæl mig nu din Historie, hvor du kommer fra, hvor du er vokset op, og hvordan du kom ind i det Selskab, jeg traf dig i. Sig mig Sandheden rent ud! Dersom jeg skønner, at du har ikke gjort noget slet, saa skal jeg aldrig slaa Haanden af dig.«
Graaden sad Oliver i Halsen; saa det varede lidt, før han kunde tale. Og ligesom han saa skulde til at fortælle om Filialanstalten og Fattighuset og Hr. Bumble, blev der banket utaalmodigt nede paa Gadedøren; og Tjenestepigen kom farende op ad Trappen og meldte Hr. Grimwig.
»Gik han ind?« spurgte Hr. Brownlow.
»Ja. Han spurgte først, om vi havde frisk Smørkage i Dag, og da jeg sagde Ja, sagde han, at saa blev han her til The.«
Hr. Brownlow smilte, og vendte sig saa om til Oliver og fortalte, at Hr. Grimwig var en gammel Ven af ham, og Oliver skulde ikke bryde sig om, at Hr. Grimwig var lidt løjerlig, paa Bunden var han et hjertensgodt Menneske. »Du kan godt blive!« lagde han til.
I det samme gik Døren op, og en svær gammel Herre, der haltede lidt paa den ene Fod, traadte ind i Stuen, støttende sig til en tyk Stok. Han var i blaa Frakke, stribet Vest, Nankins Knæbenklæder, Gamacher og en bredskygget hvid Hat. Et fint pibet Kalvekrøs bruste frem mellem Vesten, og en meget lang Staaluhrkæde med Uhrnøgle for Enden hang og dinglede paa hans Mave. Hans hvide Hals-Tørklæde var bundet i en vældig Knude under Hagen; men det underligste ved ham var et rent ubegribeligt Rynkespil i hans Ansigt. Han havde en Maade at dreje Hovedet om paa den ene Side og samtidig titte ud af Øjenkrogene, som mindede aldeles forbavsende om en Papegøje. I den Positur kom netop han ind, og idet han holdt en Stump Appelsinskal strakt frem foran sig i Arms Længde, buldrede han forbitret:
»Vil De se! vil De nu se! Jeg kan ikke komme i et Hus, uden at jeg skal finde Stumper af saadan en Fyr paa Trappen. Det var en Appelsinskal, der i sin Tid var Skyld i, at jeg blev halt, og jeg ved, at en Appelsinskal tilsidst bliver min Død. Jeg siger, jeg er vis paa det, forstaar
