70
CHARLES DICKENS
»Saa kald paa det! Bøgerne er ikke betalt, og Boghandleren er en fattig Mand, som trænger til sine Penge. Desuden skal der nogle andre Bøger med tilbage.«
Gadedøren blev slaaet op, Oliver løb til den ene Side, Tjenestepigen til den anden, og Madam Bedwin stod paa Trappen og kaldte. Men Boghandlerens Bud var og blev forsvunden. — »Hm !« sagde Hr. Brownlow, »det var meget kedeligt, meget kedeligt! Jeg vilde saa gerne haft det afgjort endnu i Aften.
»De kan jo sende Oliver!« foreslog Hr. Grimwig med et spodsk Smil; »ham ved De jo, De kan stole paa!
»Aa ja, maa jeg gaa, Herre?« bad Oliver; »jeg skal løbe hele Vejen.«
Hr. Brownlow skulde lige til at sige, at det gik slet ikke an, at Oliver gik ud. Men da Hr. Grimwig rømmede sig spydigt, skiftede han Bestemmelse: nu skulde Oliver netop gaa, for at han ved sin hurtige Udførelse af Ærindet kunde godtgøre, hvor uberettiget Hr. Grimwigs Mistanke var. — »Ja, min Dreng, gaa du kun!« sagde den gamle Herre. »Bøgerne, du skal have med, ligger paa Stolen inde ved Siden af mit Bord.«
Oliver var henrykt over, at han blev taget i Tjeneste. I en Fart kom han tilbage med Bogpakken under Armen og stod nu, med sin Hue i Haanden, og ventede paa Besked.
»Kan du saa sige til Boghandleren,« indprentede Hr. Brownlow ham og saa' stift paa Grimwig, »at de Bøger dèr skal du bringe ham tilbage fra mig, og du skal betale ham 81 Kr. og 75 Øre, som jeg skylder ham. Her er en 100 Kr. Seddel, saa faar du altsaa 18 Kr. 25 Øre med igen.«
»Jeg skal være tilbage paa ti Minuter,« svarede Oliver ivrigt. Han stak Pengesedlen i sin Trøjelomme, bukkede ærbødigt, og gik. Madam Bedwin fulgte ham ud i Gadedøren, hvor hun atter og atter gav ham Besked om den nærmeste Vej, om Boghandlerens Navn, om Gaden, hvor han boede i, og om, at Oliver maatte endelig passe paa, at han ikke forkølede sig. Saa lod hun ham endelig løbe. »Gud velsigne hans søde lille Ansigt,« mumlede hun, mens hun stod og saa' efter ham, »jeg kan næsten ikke undvære ham længer!«
I det samme var Oliver henne ved Gadehjørnet og vendte sig om og nikkede fornøjet til hende, idet han drejede ind i den anden Gade. Madam Bedwin nikkede smilende igen, lukkede Gadedøren, og gik ind paa sit eget Værelse.
»Lad mig se,« sagde Hr. Brownlow og tog sit Uhr op og lagde det paa Bordet, »han kan vel i det højeste være en Snes Minuter om Vejen. Det bliver mørkt imens.«
»Naa saa De bilder Dem virkelig ind, at han kommer igen?« spurgte Hr. Grimwig.
»Gør De ikke?« sagde Hr. Brownlow og smilte.
Modsigelses-Lysten var i dette Øjeblik meget levende i Hr. Grimwig, og Vennens overlegne Smil gjorde den dobbelt ilter. — »Nej Gu' om jeg gør!« svarede han altsaa og slog i Bordet. »Drengen har faaet nye Klæ-
