71
OLIVER TWIST
der paa Kroppen, han har en Pakke kostbare Bøger under Armen og en Hundredkroneseddel i Lommen, naturligvis stikker han hen til sit gamle Tyve-Kompagni og griner Dem ordentligt ud. Hvis han nogensinde kommer her igen, saa vil jeg æde mit eget Hoved!«
Dermed trak han sin Stol tættere hen til Bordet. Og nu sad de to Venner, med Uhret imellem sig, og ventede spændt. Det er værd at anføre, til Bevis paa, hvor vi lader os bestemme endog af vore tankeløseste og mest overilede Domme, at skønt Hr. Grimwig paa ingen Maade var haardhjertet og virkelig inderst inde grumme nødig vilde se sin gamle Ven narret og bedraget, saa nærede han dog i dette Øjeblik et inderligt Ønske om, at Oliver ikke maatte komme igen. Den Slags Modsigelser er Menneskenaturen fuld af.
Det blev saa mørkt, at man næsten ikke kunde se Tallene paa Uhrskiven længer. Men de to Herrer sad stadig tavse, med Uhret imellem sig, og ventede.
15.
Hvordan den rare gamle Jøde og Frk. Nancy holdt af Oliver.
Inde i en ussel lille Knejpes skumle Gæstestue sad, grublende over en Tinkande og et brændevinsduftende Glas, en Mand i Bomuldsfløjls Jakke og Knæbukser, hvem ingen erfaren Politibetjent, til Trods for Halvmørket, et Øjeblik vilde have betænkt sig paa at antage for Hr. Bill Sikes. Ved hans Fødder laa en hvid, rødøjet Hund, som skiftevis adspredte sig med at blinke med begge Øjne op mod sin Herre og med at slikke en stor frisk Flænge ved den ene Side af Flaben, hvilken Flænge vistnok var Udbyttet af et nylig udkæmpet Slagsmaal.
Pludselig brød Hr. Sikes Tavsheden. »Vil du ligge stille, dit Bæst, hvad du?!« sagde han. Maaske var hans Grublen saa alvorlig, at den forstyrredes endog af en Hunds Blinken, maaske paavirkede hans Grublen i den Grad hans Følelser, at de maatte skaffe sig Luft om det saa kun kunde ske i at sparke efter et uskyldigt Dyr. Nok er det, han baade bandede og sparkede ud efter Hunden.
Hunde er jo i Reglen lidet tilbøjelige til at tage Fornærmelser fra deres Herres Side ilde op. Men Hr. Sikes' Hund havde det samme opfarende Temperament som Hr. Sikes, og desuden paakom der den maaske en smertelig Følelse af, at den blev forurettet. Altsaa satte den øjeblikkelig Tænderne i en af Hr. Sikes Snørestøvler og ruskede den dygtigt, hvorefter den knurrende krøb ind under en Bænk, lige tidsnok til at undgaa Tinkanden, som Hr. Sikes kylede efter dens Hoved.
»Naa saa det vilde du, hvad?« sagde Sikes og greb med den ene Haand Ildrageren, medens han med den anden trak op af Lommen en vældig Tollekniv. »Kom herud, dit Djævels-Bæst! Hører du, vil du herut!«
Hunden hørte det rimeligvis nok, eftersom Hr. Sikes talte saa barsk
