86
CHARLES DICKENS
»Jeg véd, hvordan Børn er, og det har jeg vidst i over fyrretyve Aar. Men Folk, som ikke kan sige det samme, skulde heller lade være at snakke med, det er min Mening!«
Dette skulde være et Hib til Hr. Grimwig, der var Pebersvend. Da det imidlertid kun fik Hr. Grimwig til at sætte et lille haansk Smil op, virrede Madam Bedwin med Hovedet og glattede iltert paa sit Forklæde og vilde til at fare yderligere løs…
Men saa afskar Hr. Brownlow hende Ordet. »Maa jeg be'e!« sagde han og lod, som han blev vred. »Jeg ønsker aldrig mer at høre den Drengs Navn nævnet, det var dèt, jeg ringede for at sige Dem. Har De forstaaet mig: aldrig, ikke under noget som helst Paaskud!… Ja saa kan De gerne gaa igen, Madam Bedwin!«
Den Nat var der Bedrøvelse i Hr. Brownlows Hus. Oliver blev tung om Hjertet, saa ofte som han tænkte paa sine milde, kære Venner; men havde han anet, hvad de nu havde faaet at vide, saa vilde hans Hjerte være bristet.
18.
Forædlende Omgang.
Da Rævetampen og ung Charley næste Dags Middag var gaaet ud, tog Fagin Lejligheden i Agt til at holde et langt Foredrag for Oliver om den græsselige Synd, som kaldes Utaknemlighed. Han lagde stærkt Eftertryk paa den Omstændighed, at hvis ikke han, Fagin, i sin Tid havde hjulpet, saa maatte Oliver rimeligvis være sultet ihjel; og han fortalte en meget bevægelig Historie om en Dreng, hvem han ligeledes menneskekærligt havde frelst, men som saa havde svigtet hans Tillid og røbet Lyst til at komme i med Politiet, og som desværre tilsidst en skøn Dag var blevet hængt. Fagin lagde ikke Skjul paa, at han selv havde bidraget noget til denne Afslutning; men han beklagede med Taarer i Øjnene, at Drengens slette Opførsel havde ført til, at han maatte falde som Offer for et Vidnesudsagn, der, selv om det nu ikke var helt sandfærdigt, dog havde været uundgaaelig nødvendigt for at sikre ham (Fagin) og nogle af hans fortrolige Venner. Endelig gav saa Fagin en temmelig afskrækkende Skildring af Ulæmperne ved at blive hængt og ytrede, særdeles venskabeligt og belevent, et inderligt Haab om, at han aldrig maatte blive nødt til at overantvorde Oliver Twist til denne uhyggelige Operation.
Blodet stivnede i Olivers Aarer, medens han sad og hørte til. Han vidste jo nu af Erfaring, at Øvrigheden kan godt komme til at forveksle uskyldige med skyldige, hvis de tilfældigvis er i Kompagni. Og naar han mindedes Hr. Sikes' Beskyldninger mod Fagin, forekom det ham heller ikke usandsynligt, at den gamle Jøde mer end én Gang havde hjulpet til at rydde altfor meddelsomme eller altfor meget-vidende
