88
CHARLES DICKENS
ellers var ham fremmed. Han sad lidt og saa' tankefuld ned paa Oliver, løftede saa Hovedet, sukkede sagte, og sagde, halvt hen for sig og halvt til unge Hr. Charley: »Det er dog sørgeligt, at han ikke er en Lommebedrøver!»
»Tja!« bemærkede unge Hr. Charley, »han kender ikke sin egen Fordel!«
Rævetampen sukkede igen, og baade han og Charley fik atter Piben i Munden. Tavse sad de nogle Sekunder og dampede.
»Du véd vel ikke engang, hvad en Lommebedrøver er?« spurgte Rævetampen sørgmodigt.
»Jo, jeg tro'r nok!« svarede Oliver og saa' hurtigt op. »Det er en — Tyv!… saadan én, som du er, ikke sandt?« tilføjede han ængsteligt.
»Jo,« sagde Rævetampen. »Og jeg vilde skamme mig, dersom jeg var noget som helst andet.« Han puffede glubsk sin Hat bag ud og saa' om paa unge Hr. Charley, som for at antyde, at han vilde være ham forbunden, hvis han kunde modsige ham. »Jeg er det,« fortsatte han saa, »og Charley er det, og Fagin er det, og Sikes er det, og Nancy er det, og Bett er det, vi er det alle sammen, lige ned til Bulbider; og han er endda den drevneste af os allesammen!«
»Og den, der er allermindst anlagt paa at sludre af Skole!« tilføjede Charley.
»Nej, den vilde ikke saa meget som give et Bjæf fra sig i en Vidne-Baas, af Angst for at den skulde forraade noget!« sagde Rævetampen. »Det er et klogt Dyr! Glor den ikke glubsk paa hver en Fremmed, som ler eller synger? og hader den ikke hver eneste Hund, der ikke er af samme Race som den, — hvadbehager?«
»Jo, den er en kristen Sjæl, helt igennem!« erklærede Charley. Det skulde blot være en Anerkendelse af Dyrets Forstand; men Ordene passede ogsaa i en anden Betydning. Thi mangfoldige Mænd og Kvinder, som gør Fordring paa at være helt igennem Kristne, har virkelig i adskillige Henseender en paafaldende Lighed med Hr. Sikes' Hund.
»Naa men,« sagde Rævetampen, og med den Interesse for Geschæften, som ledede alle hans Skridt, vendte han tilbage til Udgangspunktet: »dette her kommer nu ikke Grønskollingen ved!«
»Nej, det gør det ikke,« sagde Charley. »Hvorfor giver du dig ikke ind under Fagin, Oliver?«
»Og gør din Lykke i en Ruf?« tilføjede Rævetampen grinende.
»Saa du kan trække dig tilbage paa dit Gods og give Greven, saadan som jeg har i Sinde at gøre den 42de Tirsdag efter Trinitatis, lige saa snart vi har haft Skudaar fire Gange i Træk,« sagde Charley.
»Jeg synes ikke om det,« svarede Oliver ængsteligt. »Jeg vilde ønske, man vilde lade mig gaa. »Jeg — vilde helst gaa.«
»Ja men Fagin vil helst ikke!« sagde Charley.
Det vidste Oliver kun altfor vel. Og saasom han tænkte, det kunde være farligt at aabne sit Hjerte endnu mere, sukkede han blot, og børstede videre paa Støvlerne.
