derne enten taalte uden at samtykke, eller gjorde en passiv Modstand og reserverede deres Ret.
I Kong Olafs Tid (1387) berette Annalerne, at Islænderen Eiríkr Guðmundarson (om hvem i Forbigaaende sagt berettes en Historie Aaret fór, der sætter ham saa temmelig i Klasse med Stimænd) er reist til Norge, og at han og en anden Islænder, Narfi Sveinsson, ere udnævnte, den förste som "hirðstjóri" (Statholder) og den sidste som Laugmand i Island, samt at denne Udnævnelse er skeet af Drosten i Norge Ögmund Finnsson. Den samtidige Flatö-Annal lægger til: at dette ansaaes for noget ganske Nyt[1]. Deri ligger tydelig udtalt, at man har anseet denne Udnævnelse for usædvanlig og ulovlig, uagtet man taalte den; men næste Aar beretter ogsaa Annalen: "Erik Gudmundssons Drab; han var baade Statholder (hirðstjóri) og Hirdmand."
Dronning Margrethes Hylding i Oslo 1388 omtales ikke i de islandske Annaler, og da en saa vigtig Begivenhed sikkert ikke var bleven forbigaaet hvis den havde været bekjendt, er det sandsynligt, at denne Akt aldrig er kommet til Islændernes Kundskab, eller af dem været erkjendt. Om det norske Rigsraad har villet indbefatte Island under "Norges Skatlande" eller ikke, er ligegyldigt, thi det havde hertil eller det Foregaaende ingen Ret. Om Dronning Margrethe iövrigt er hyldet paa Island tör jeg ikke afgjöre[2], men ved de Regjeringshandlinger, som Forf. anförer, er der en lille Hage, som det undrer mig at er forbigaaet med Taushed. Navnlig er dette Til-
- ↑ "þótti þat nýlunda". Ísl. Ann. 1387.
- ↑ Hvis Suhms Beretning, at Dronningen er hyldet paa Island 1391, er rigtig, saa viser det jo tydelig, at det norske Rigsraads Document ikke har været anseet som tilstrækkeligt for Islands Vedkommende, eller at Island ikke har værst regnet med til de i Aktstykket omtalte "Norges Skatlande".
