for gjeldende Lov, og dette Afsnit af de norske Love var, uvist naar, blevet indlemmet i Jonsbogen.
III. Tidsrummet fra Souverainitetens Indförelse til Stænder-Institutionen.
For at tydeliggjöre Betydningen af Souverainitetens Indförelse i Island, maa det være mig tilladt at kaste et Blik paa Situationen i det Hele. För 1660 havde Danmark været, som navnlig det danske Rigsraad med Stolthed kaldte det, "et frit Kaarerige", Norge derimod et Arverige, og Island betragtedes ligeledes som et Arveland. Heraf lader det sig forklare, at medens Forandringen i Danmark med Rette opfattedes som en radikal Foranstaltning, som etslags Revolution fra oven, blev den i Norge og Island næppe bemærket, og Kongens nærmeste Fortrolige og Hjælpere gjorde sig der saameget som muligt Umage for at vedligeholde denne rolige Ligegyldighed, der i det 17de Aarhundrede overalt paa Europas Fastland nærede eller fremavlede Absolutismen. Det bedste Stikord for Regjeringen var "Arvehyldingen", som afledte ganske Opmærksomheden fra Ordene "Souverainitet og absolut Regjering", der vare skjulte i den saakaldte Souverainitets-Akt af 10. Januar 1661. Efter at Kongen i Januar 1661 havde ved sine tre Udsendinge til Adelen, Geistligheden og Kjöbstederne faaet samlet Underskrifter enkeltviis paa de tre Gjenparter af Akten af 10. Januar 1661, eller som det kaldes, paa det dem leverede "Instrument eller Sanctio pragmatica om Vores Arverettighed til Danmarks og Norges Riger"[1], reiste Prinds
- ↑ Man lægge Mærke til, at der ikke tilføies "og underliggende Lande" eller Sligt, som ellers pleler at bruges, naar Island tages med; Aarsagen hertll kan umulig havde været at Island var underforstaaet, men meget mere at man dengang har troet at burde lade Island være udenfor, og beholde dets hidtilværende Stilling. — Island er altsaa ikke her underforstaaet hverken under Danmarks Rige eller Norges Rige.
