Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

21

Ro, er det, som om der deri laa en Afløbskanal. Stemningen kan endog blive af en egen Skønhed. Den Bevægelsens Friskhed, Sjælen i slige Øjeblikke kan frembringe, er egentlig dejlig. Tit kan man siden i træge Tider tænke tilbage derpaa. En saadan Flise kan godt blive husket et helt Liv igennem. Der har været ofret til det ubekendte paa den.

Men Forventningens Aabenhed — hvor gaar den Udgang hen?

Det er omtrent, som om man vilde spørge en Muldvarp, der er vant til, at Udgangen fra den ene Hule fører ind i den næste Hule, hvor den Udgang førte hen, der fandtes i Muldvarpeskuddet.

Ejendommeligt er det, hvor et saadant Eksempel breder sig, naar man ser paa det. Forventning er jo ikke noget, man blot har, naar man skal op til Eksamen. Den har man i hvert Øjeblik, og uden den kan man slet ikke leve. Det er vort aandelige Aandedrag, en Hoved-Livsbetingelse, uden hvilken vi straks falde sammen. Men er det saaledes, saa maatte der jo i hvert Øjeblik finde et lignende Udløb Sted i os. Der maatte med andre Ord i ethvert Menneske findes en Hoved-Livsstrøm, der bestandig løb — uvist hvorhen — og hvoraf vor Tilværelse i allerførste Instans var betinget.

At vi ikke mærke slig Strøm kan simpelt hen ligge i, at den altid er til Stede, paa lignende Maade som vi jo heller ikke lægge Mærke til Luftens Tilstedeværelse. Og dog! — Skulde det ikke netop være den, man mærkede, naar man undertiden har en Følelse af et aandeligt Aandedrag, et Træk i en Skorsten et eller andet Sted deroppe som Betingelse for aandelig Friskhed og Afdrag. Det kan blive for et Menneske, som han skulde kvæles, naar dette Afdrag, dette aandelige Vejr gaar fra ham.

Men hvor skulde denne mærkelige Strøm løbe hen? Er det en Aare, hvis Indhold efter en vis Omgang kommer tilbage ligesom Blodet i Legemet, eller er det en Flod, der løber ud i et Hav? Og hvor skulde al den Arbejdsmængde i saa Fald blive af, der saaledes Sekund efter Sekund udførtes hele Livet igennem?


Det andet Bevis for Objektiv Udførsel ved Hjernevirksomhed kommer man til ved Betragtning af en bestemt Gruppe af sjælelige Fænomener, de saakaldte Intetfang. Jeg skal allerførst søge at karakterisere disse.