59
ude. Jeg husker en Dag — der var hengaaet meget lang Tid — at jeg fandt paa at ville derop; det var Ferie, og det kom mig for, at jeg trængte til lidt aandelig Bevægelse. Ja, Christiansborg var forlængst brændt; Billederne vare komne til at hænge paa et nyt Sted, i en ny Rækkefølge; men de vare der allesammen. Jeg huskede dem jo saa godt; der hang dette, og der hang hint. Jeg huskede ogsaa godt de ildfulde Følelser, de engang vakte; men idag var det, som om intet kunde vækkes mere. Hin Forgemthedens Aand var bleven saa tyk, at det grænsede til det modbydelige. Det var umuligt at genoplive disse Følelser. Naar jeg saa paa Billederne, maatte jeg ordentlig bedrøves over mig selv. »Lever jeg ikke mere, er jeg gaaet ud?« spurgte jeg mig selv. »Hvor har det Stykke der engang kunnet fylde mig med Ild. Nu er der ikke en Gnist at hente mere. Ligegyldigt og uden Fang kan Blikket løbe hen over hele Væggen.« Ja, det kunde det. Nu og da standsede det ved Hjørnet af en Ramme, og saa kunde man sidde halve Timer og se derpaa, som om den var et af Kunstværkerne. Jeg brød mig ikke om at se paa noget af det hele. »Det kan jo være mig det samme med alle disse stemninger; hvad komme de mig ved? At der nu har siddet saadan en solbeskinnet lille Sky paa Himmelen der, kan ret gerne være; men hvad saa? Hvorfor skal man ase med alle disse Forestillinger. Se nu det Stykke der fra 1848, hvor de køre i Holstenskvogn; nu skulde man begynde at føle gammelt ved det. Næh! Jeg forsikrer, jeg gør det ikke. Saa lad mig før hedde en Filister. Der er noget, jeg oprøres imod derved. Naar man har naaet en vis Alder, er man ikke længer oplagt til at gaa og følge alle de Anvisninger paa Følelse, Folk kan finde paa at hænge op. Hvorfor i al Verden skulde man gøre det, gaa og krybe ind i alle disse »Skind«, hvoraf hver enkelt jo kun er en Begrænsning for Tanken. Hvor det ordentlig er en Vederkvægelse at nøjes med at se paa Rammerne. Underligt nok faldt det mig slet ikke ind at gaa. Saa satte jeg mig i en af de behagelige bløde Sofaer, der staar, lagde Hovedet tilbage og kunde i lange Tider se paa en eller anden Gesims, et gammelt Stykke forgyldt Ornament el. l. Hvor det var dejligt! Hvilken Fred kunde der ikke komme til Stede i Sindet! Hvor vidunderligt, saaledes at lægge Verden bort, ret som om man var død og borte, og det var et forbigangent Standpunkt, da man havde noget med Livet at gøre! Hvad har man til syvende og sidst med det at gøre? Med Alderen
