107
og kærtegnede mig og gentog sit: Stakkels, stakkels Erhardt!
— Jeg forstod, hun vidste, hun snart skulde dø — og jeg troede … jeg Daare, at hun ynkede mig, fordi jeg skulde lades tilbage, naar hun gik bort. Og medens Sorgen voksede og voksede om mig som et altopslugende Mørke, sad jeg og ventede paa Budskabet om Marias Død.
— Henunder Aften kom Pastor U.
— Det blev Ida, der tog imod ham, jeg kunde ikke rejse mig fra Stolen, hvor jeg sad.
— Véd I, véd I, der staar omkring mig, véd I, hvad Ida sagde til ham, inden han kom ind til mig? … Hun sagde: — Vær stille, min Mand er saa bedrøvet, fordi han véd, jeg snart skal dø …
— Det sagde hun, for at skaane ham og for at skaane mig …
— Og Pastor U. var stærk i sin Tro. Rolig, fattet, fortalte han mig det for ham
