Denne side er blevet korrekturlæst
109
høver han ikke at skjule sin Sorg. Stakkels, stakkels Erhardt …
— Saadan tænkte Ida i sin Dødsstund.
— — —
Kan I nu forstaa, at der var Aar, hvor jeg stod overfor min Gud som overfor en Fjende … til jeg lærte at bøje Knæ og ophøre med at granske de Gaader, der er over al Forstand …
— — —
— — —
