men, at Veien til en videre Fremgang skulle være tilsperret; thi skabte Naturer kan aldrig opnaae den Fuldkommenhed, oven for hvilken intet lader sig tænke. Jo høiere de opklavre, jo meere useete Frastande aabne sig for deres Øine, og anspore deres Skridt. Maalet for denne Bestræbelse bestaaer, ligesom Tidens Væsen, i Fremgang. Ved at efterabe Gud, kan man efterhaanden nærme sig til hans Fuldkommenheder, og i denne Nærmelse bestaaer Aandernes Lyksalighed; men Veien dertil er uendelig, og kan i Evighed aldrig blive ganske lagt tilbage. Derfore kiender Fortstræbelsen i det menneskelige Liv ingen Grændser. Enhver menneskelig Begierlighed sigter i og for sig selv ud i Uendeligheden. Vores Videlyst er umættelig, vores Ærgierrighed umættelig, ja den nedrige Pengegierrighed selv qvæler og foruroeliger, uden nogensinde at tilstæde en fuldkommen Beroeligelse. Følelsen af Skiønhed søger det Uendelige; det Høie indtager os blot ved det Uudgrundelige, som findes deri. Vellysten falder os væmmelig, saasnart den berører Mættelsens Grændser. Hvor vi see Grændser, der ikke kan overstiges, der føler vores Indbildningskraft sig ligesom smeddet i Lænker, og Himmelen selv synes at indslutte vores Tilværelse i et alt for knapt Rum; derfore lader vi saa gierne vores Indbildningskraft det frie Løb, og udsætter Grændser for Rummet i det Uendelige. Denne endeløse Bestræbelse, der im-
