moralsk Væsen tilkommer, efter denne Forudsætning, en Ret, at foraarsage den heele Verdens Undergang, naar han kuns kan forlange sit Liv, det er, sin Tilværelse. Samme Ret have alle dens Medvæsener. Hvilken almindelig Opstand! hvilken Sammenrottelse! hvilken Forvirring i den sædelige Verden! En Krig, der paa begge Sider er retfærdig, en almindelig Krig imellem alle moralske Væsener, hvor ethvert virkelig har Retten paa sin Side, en Strid, der i og for sig selv, endog af den allerretfærdigste Dommer i Verden, ikke efter Ret og Billighed kan adskilles: Hvad kan være urimeligere?
Naar alle de Meeninger, hvorom Menneskene nogensinde have været ueens og i Tvivl, skulde bringes for Sandhedens Trone: hvad synes eder, mine Venner! ville denne Guddom ikke strax kunne dømme og uigienkaldelig fastsætte, hvilken Sætning der var sand og hvilken vildfarende?
Ganske uimodsigelig! thi i Sandhedens Rige gives ingen Tvivl, ingen Anseende, ingen Tænken, ingen Meenen; men Alting er aabenbare sandt eller aabenbare vildfarende og falskt.
Enhver vil og indrømme mig dette, at den Lære nødvendig maae være falsk, der ikke kan bestaae, naar vi ikke i Sandhedens Rige selv antage Modsigelser, uophørlige Tvivl, eller uafgiørlige Uvisheder: thi i
