dette Rige hersker den allerfuldkomneste Harmonie, der slet ikke ved noget kan blive afbrudt eller forstyrret. Nu har det med Retfærdigheden selvsamme Beskaffenhed: for dens Trone blive alle Tvistigheder, alle Stridigheder om Ret og Uret, ved evige og uforanderlige Regler afgiorte. Der er ingen Sag stridig og uvis, ingen Rettigheder tvivlsomme; der findes aldrig to moralske Væsener, der have lige Ret til den samme Sag. Alle disse Svagheder har det kortsynede Menneske arvet, der ikke tilbørlig indseer Grundene og Modgrundene, eller ikke kan veie dem imod hinanden. I den allerhøieste Aands Forstand staae alle de moralske Væseners Pligter og Rettigheder, ligesom alle Sandheder, i den fuldkomneste Harmonie. Ald Strid imellem Forpligtelser, ald Kollision imellem Pligterne, der kan sætte et indskrænket Væsen i Tvivl og Uvished, finder her en uigienkaldelig Paakiendelse; og en lige Ret og Modret er i Guds Øine ikke mindre urimelig end en Sætning og Modsætning, Virkelighed og Uvirkelighed, hvilke begge paa eengang ikke kunne tilkomme eet Formaal. Hvad skal vi altsaa sige om en Meening, der ved saa sikkre Følger fører os paa slet sammenhængende og urimelige Begreber? Kunne de blive antagne for Sandheds Trone?
Min Ven Crito vilde for nogle Dage siden ikke tilstaae mig, at jeg skyldede Repupliken og Lovene, at underkaste mig den Straf, som var mig paalagt. Der-
