Forskjellen skjønnes allerede i Menneskealderens Forskjellighed. Oldingen taber Hukommelsen, der overhovedet er den Evne, som tabes først. Dog har Oldingen noget Digterisk, han er i Folkeforestillingen prophetisk. Men Erindringen er jo ogsaa hans bedste Kraft, hans Trøst, der trøster ham med det prophetiske Fjernsyn. Barndommen har omvendt i høi Grad Hukommelse og Nemme, slet ikke Erindring. Istedetfor at sige: Alderdommen glemmer ikke, hvad Ungdommen nemmer, kunde man maaskee sige: hvad Barnet husker, erindrer Oldingen. Oldingens Brille slibes til at see nærved med. Naar Ungdommen bruger Briller, er Glasset til at see paa Afstand, thi den mangler Erindringens Kraft, hvilken er: at fjerne, bringe paa Afstand.
Erindringen vil hævde et Menneske den evige Continuitet i Livet, og sikkre ham, at hans jordiske Tilværelse bliver uno tenore, eet Aandedrag og udsigeligt i Eet. Dette er Betingelsen for Menneskets Udødelighed, at Livet er uno tenore.
Besynderligt nok, er, saavidt jeg veed, Jacobi den Eneste, hos hvem man finder Yttringer om det Forfærdelige i at tænke sig selv udødelig. Det var ham stundom, som skulde Udødelighedens Tanke, hvis han fastholdt den lidt længer i det enkelte Øieblik, forvirre ham Forstanden. Er Grunden den, at Jacobi
