| 539 | Rigsretsdom 22. juni 1995 |
til kommer, at det af et høringssvar af 13. december 1988
fra Direktoratet for Udlændinge til Justitsministeriet
fremgår, at verserende ansøgninger om familiesammenføring
af tamilere på daværende tidspunkt androg mindre end en
tredjedel af det samlede antal verserende ansøgninger om
familiesammenføring med anerkendte flygtninge.
Vi er ikke uenige i, at administrationen af sagerne i
løbet af 1988 kan give anledning til kritik ud fra
almindelige forvaltningsretlige sagsbehandlingsprincipper. Som
også anført af flertallet kan man imidlertid ikke herfra
slutte, at den kritisable sagsbehandling også indebærer en
overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5.
Det er vigtigt for os at pointere, at der i hele
tiltaleperioden var en meget høj grad af gennemsigtighed i
forvaltningen af flygtningeområdet. Også medierne
medvirkede til, at behandlingen af de tamilske
familiesammenføringssager var fuldt belyst. Ingen, hverken i regeringen, i
Folketinget, i de politiske partier eller for den sags
skyld i flygtningeorganisationerne, gjorde noget afgørende
for at få udvirket, at praksis blev ændret - en praksis,
som langt de fleste accepterede som hensigtsmæssig. Særligt
hvad angår ombudsmandsinstitutionen, havde denne fra
foråret 1988 nøje indsigt i forholdene, og specielt
flygtningeområdet havde institutionens bevågenhed.
På baggrund af det foran anførte finder vi efter en
samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at fastslå,
at Erik Ninn-Hansen har gjort sig skyldig i en strafbar
tilsidesættelse af de pligter, der som justitsminister har
