3die Retsmøde.
Anklageskrift.
46
i Penge, omfattede ikke blot Domcenerne, men strakte sig
ogsaa til „de kongelige Bygninger” blandt Statsaktiverne, af
hvilke nogle, som nævnt, allerede ved Kundgjørelsen af 1849
vare udpegede til Bortsalg. Ministrenes Foretagsomhed i denne
Retning blev stadig ansporet af Finantsudvalget, der heri
støttedes af Repræsentationen, og en stor Del offentlige
Bygninger gik efterhaanden over i Privates Hænder. En af de første
Eiendomme, til hvis Salg Initiativ et udgik fra Rigsdagen,
var Frederikspladsen. Allerede i Samlingen 1850—5l
indstillede Finantsudvalget, at Pladsen skulde realiseres, og
Folkethinget sluttede sig enstemmig til Indstillingen. Man strøg
Vedligeholdelsesudgifterne for Finantsaaret og bevilgede kun
Forvalterens Gage for det halve Finantsaar. Saa lidt
ventede man den Gang at møde Vanskeligheder.
Allerede inden disse Afstemninger var imidlertid den
Paavirkning af Regjeringen fra Kunstakademiets Side begyndt, som
i en hel Snes Aar skulde holde Rigsdagen Slangen og bringe
alle Planer om at gjøre Pladsen frugtbringende for
Statskassen til at strande. I Anledning af et Tilbud fra Grosserer
Lorentzen (December 1849) om at rydde Pladsen for Ruinen
og afkjøbe Staten de saaledes disponible Byggegrunde, hvortil
sluttede sig et Projekt om ved frivillige Bidrag at reise en
Frihedsstøtte af Materialet, indhentede Ministeriet Akademiets
Erklæring. Dette svarede i Januar 1850 med en indstændig
Begjæring i sit eget og Thorvaldsens Navn om ikke at nedbryde
Ruinen, afviste Lorentzens Plan som „merkantilsk”, og
fraraadede enhver som helst Afhændelse af den Ruinen omgivende
Plads. Ministeriet opgav dog endnu ikke al Tanke om
Realisation, men lod ved Arkitekt Nebelong udarbeide Planer til
Pladsens Bebyggelse, saaledes at Ruinen blev staaende,
hvorefter Ministeriet henvendte sig til Kjøbenhavns
Kommunalbestyrelse med Forslag om, at Kommunen skulde overtage
Pladsen. Atter mindet om denne Sag i Samlingen 1851—52,
henviste Finantsministeren (Sponneck) til, at Salget ved
Finantsloven var forudsat at skulle finde Sted allerede i
Finantsaaret, og erklærede, at han ogsaa havde Haab om, at det vilde
ske. Kommunalbestyrelsen nedsatte en Komite paa 5 Medlem-