Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/54

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

3die Retsmøde.

Anklageskrift.

46

i Penge, omfattede ikke blot Domcenerne, men strakte sig ogsaa til „de kongelige Bygninger” blandt Statsaktiverne, af hvilke nogle, som nævnt, allerede ved Kundgjørelsen af 1849 vare udpegede til Bortsalg. Ministrenes Foretagsomhed i denne Retning blev stadig ansporet af Finantsudvalget, der heri støt­tedes af Repræsentationen, og en stor Del offentlige Bygninger gik efterhaanden over i Privates Hænder. En af de første Eiendomme, til hvis Salg Initiativ et udgik fra Rigsdagen, var Frederikspladsen. Allerede i Samlingen 1850—5l indstillede Finantsudvalget, at Pladsen skulde realiseres, og Folkethinget sluttede sig enstemmig til Indstillingen. Man strøg Vedligeholdelsesudgifterne for Finantsaaret og bevilgede kun Forvalterens Gage for det halve Finantsaar. Saa lidt ven­tede man den Gang at møde Vanskeligheder.
 Allerede inden disse Afstemninger var imidlertid den Paavirkning af Regjeringen fra Kunstakademiets Side begyndt, som i en hel Snes Aar skulde holde Rigsdagen Slangen og bringe alle Planer om at gjøre Pladsen frugtbringende for Stats­kassen til at strande. I Anledning af et Tilbud fra Grosserer Lorentzen (December 1849) om at rydde Pladsen for Ruinen og afkjøbe Staten de saaledes disponible Byggegrunde, hvortil sluttede sig et Projekt om ved frivillige Bidrag at reise en Frihedsstøtte af Materialet, indhentede Ministeriet Akademiets Erklæring. Dette svarede i Januar 1850 med en indstændig Begjæring i sit eget og Thorvaldsens Navn om ikke at nedbryde Ruinen, afviste Lorentzens Plan som „merkantilsk”, og fraraadede enhver som helst Afhændelse af den Ruinen omgivende Plads. Ministeriet opgav dog endnu ikke al Tanke om Realisa­tion, men lod ved Arkitekt Nebelong udarbeide Planer til Pladsens Bebyggelse, saaledes at Ruinen blev staaende, hvor­efter Ministeriet henvendte sig til Kjøbenhavns Kommunal­bestyrelse med Forslag om, at Kommunen skulde overtage Pladsen. Atter mindet om denne Sag i Samlingen 1851—52, henviste Finantsministeren (Sponneck) til, at Salget ved Finantsloven var forudsat at skulle finde Sted allerede i Finantsaaret, og erklærede, at han ogsaa havde Haab om, at det vilde ske. Kommunalbestyrelsen nedsatte en Komite paa 5 Medlem­-