27
han dødelig forfærdet stod foran dem med skælvende Knæ.
„Amri, hvad gør Du?“ var alt, hvad Malach kunde sige, og det var nok. Den fremmede Mand flygtede over Plankeværket, og den utro Kvinde stod foran ham som overgydt med Blod, det skønne Hoved bøjet mod Jorden og strøg med de hvide Hænder ned over sin Pels, der havde trukket sig sammen om hendes yppige Hofter.
Siden levede enhver af dem for sig selv i det stille Hus, den sørgmodige, blege Mand og den smukke Kvinde med de røde, svulmende Læber, der smægtede efter Kys.
Og der kom nok en Livsbølge, der ødelæggende gik over den ensomme, lykkelige Ø.
Malach Schneefuss blev syg, alvorlig syg, og da han ikke søgte Hjælp hos nogen, blev det bestandig værre. Bleg og mager som et Genfærd sneg han sig omkring i Huset og Haven.
Saa traf det sig, at da han en Gang hensunken i dybe Tanker stod ved det faldefærdige Plankeværk og saâ paa Bølgernes Leg i det fjerne, tiltalte en klar, modig Mandsstemme ham pludselig: „Malach Schnefuss, hvad er der i Vejen med Dem, er De syg? Hvorfor har De ikke sendt Bud til mig?“
Talmudisten saâ overrasket op og saâ Doktor Spär, den mest søgte Læge i Omegnen. Han holdt til Hest paa den anden Side af Plankeværket og smilte venlig til ham.
