28
Dette Smil stjal sig uformærkt ind i den stakkels Malachs Hjerte, og han fattede Tillid til Manden, hvorvel han var en Goj[1] og oven i Købet en Læge. „Jeg kan ikke hjælpes,“ svarede han hengiven i sin Skæbne.
„Hvad er det De siger?“ raabte Lægen, „naar jeg har sagt Dem det, er De redningsløs, før ikke.“ Han bandt sin Hest ved Plankeværket, gik ind i Haven og begyndte uden omstændelig Spørgen at undersøge Malach Schneefuss nøje, saa rystede han paa Hovedet. „Haabløs er Deres Tilstand ikke.“ sagde han, „men altid betænkelig. De har ventet Hjælp af Gud alene, og Gud hjælper os kun, naar vi selv ville hjælpes. De er brystsvag. Den Slags Lidelser komme som Følge af Forkølelser, Inflammationer —.“
Malach rystede paa Hovedet.
„Af slet Ernæring,“ vedblev Lægen, „af Kummer, hvilket man ikke kan antage for Deres Vedkommende, men endelig ogsaa af Mangel paa god Luft og ved overdreven aandelig Anstrengelse, det er Tilfældet med Dem.“
„Ja det maa det vel være,“ svarede Malach med et mørkt Smil.
„De trænger fremfor alt til Sindsro,“ forklarede Lægen, „derfor maa De indskrænke Deres Studeringer, gaa meget i det fri, bestige Bjerge, spise godt og sove længe.“
- ↑ Ikke-Jøde.
