Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/121

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

95

SYVENDE OPTRIN.

Matalis. Men hvad Tak har Du ikke fortjent af de Udødeliges Herre! See!

167.Tvende Gange blev Asúr-Tornen
        Af den høie Indras' Tre-Himmel
                    revet ud:
        Nu ved Dine glatte Rør-Pile,
        Og i fordums Tid ved Mand-Løvens
                    krumme Kløer.

Kongen. Herfor er Indras' egen Høihed at prise.

168.Naar Tjenere de største
              Bedrifter vel forrette,
        Deri Du see en Virkning
              af deres Herrers Gunst;
        Mon Arun kunde være
              det sorte Mulms Forjager,
        Hvis ikke Tusindstraalen[1]
              ham satte for sit Spand?

Matalis. Deri har Du Ret. (Han kjører lidt videre frem.) Ædle Herre! See her! Din Berømmelse er værdiget at naae til Himlens Hvælving:

169.Med Farver, levned' af Huldgudindernes Sminke,
              paa blanke Blade af Livsens Træ,
        I sangtillempede Vers optegne, Dushjantas!
              hist Himmelboerne Din Bedrift.

Kongen. Vognstyrer! Da jeg igaar foer op til Himlen, havde jeg, i min Utaalmodighed efter at kjæmpe med Asúrerne, ikke Øie for Veien, der fører til Svárgas[2]. Gjennem hvilket Vindstrøg gaaer nu vor Vei?

  1. Tusindstraalen, d. e. Solguden.
  2. Svárgas, Indras' Himmel.