95
SYVENDE OPTRIN.
Matalis. Men hvad Tak har Du ikke fortjent af de Udødeliges Herre! See!
167.Tvende Gange blev Asúr-Tornen
Af den høie Indras' Tre-Himmel
revet ud:
Nu ved Dine glatte Rør-Pile,
Og i fordums Tid ved Mand-Løvens
krumme Kløer.
Kongen. Herfor er Indras' egen Høihed at prise.
168.Naar Tjenere de største
Bedrifter vel forrette,
Deri Du see en Virkning
af deres Herrers Gunst;
Mon Arun kunde være
det sorte Mulms Forjager,
Hvis ikke Tusindstraalen[1]
ham satte for sit Spand?
Matalis. Deri har Du Ret. (Han kjører lidt videre frem.) Ædle Herre! See her! Din Berømmelse er værdiget at naae til Himlens Hvælving:
169.Med Farver, levned' af Huldgudindernes Sminke,
paa blanke Blade af Livsens Træ,
I sangtillempede Vers optegne, Dushjantas!
hist Himmelboerne Din Bedrift.
Kongen. Vognstyrer! Da jeg igaar foer op til Himlen, havde jeg, i min Utaalmodighed efter at kjæmpe med Asúrerne, ikke Øie for Veien, der fører til Svárgas[2]. Gjennem hvilket Vindstrøg gaaer nu vor Vei?
