103
SYVENDE OPTRIN.
Første (seer paa hans Haand, forskrækket). Ak, jeg seer ikke Tryllestilken om hans Haandled.
Kongen. Vær kun rolig! Her ligger den. Den er gleden af, da han brødes med Løveungen. (Bukker sig efter den.)
Begge. Rør den ikke, rør den ikke! — Er det muligt? Han har alt taget den op! (Med Hænderne mod Brystet see de forbausede paa hinanden.)
Kongen. Hvorfor advarede I mig?
Første. Viid, store Konge! Denne Urt hedder „den Urørlige“, den har den hellige Kásjapas givet Drengen, da han viede ham i Føclselstimen; falder den til Jorden, kan Ingen uden hans Fader og Moder og han selv tage den op.
Kongen. Men naar en Anden gjør det?
Første. Saa bliver den til en Slange og bider ham.
Kongen. Har I med egne Øine seet den forvandle sig?
Begge. Meer end een Gang.
Kongen (henrykt for sig). Mit Haabs Opfyldelse — hvorfor hilser jeg den ikke med Glæde! (Han omfavner Drengen.)
Anden. Kom, Suvratá! Lad os fortælle vor bodfærdige Sakuntala denne Tildragelse. (De gaae ud.)
Drengen. Slip mig! Jeg vil til min Moder.
Kongen. Kom, min Søn! Følg med mig hen at hilse Din Moder.
Drengen. Min Fader er Dushjantas, ikke Du!
Kongen (smilende). Netop denne Modsigelse overtyder mig. (Sakuntala træder ind, med Haaret samlet i en enkelt Fletning.)
Sakuntala. Ved at høre, at Sarvadámanas' Urt beholdt sin Skikkelse, skjøndt det var dens Tid at forvandles, fattede jeg endnu intet Haab til min Skjæbne. Og dog, efter hvad Sanumatí har fortalt, var det tænkeligt!
Kongen (faaer Øie paa Sakuntala). Ak, det er den hulde Sakuntala,
185.Som, hyllet ind i en bleggraa Kjortel,
Af Bod hentæret, med enkelt Fletning,
