136
OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
Hustru og Børn; paa det tredie, som „Skovboer“, var han løst fra Blodets Baand og levede — alene eller, som her, med andre Eneboere — i den stille Skov. Det hedder herom i Manus' Lovbog (VI, 2—3), at „naar Husfaderen seer sit Ansigt rynket og sit Haar graat og en Sønnesøn i Huset, da skal han, overgivende sin Hustru til Sønnernes Pleie eller sammen med hende, vandre til Skoven“.
V. 87. Kong Jajátis, af Maanens Slægt, en af Dushjantas' Forfædre, havde uagtet strængt Forbud hemmelig ægtet en Asúrkonges Datter, Sarmishthá, der til Straf for en Forseelse levede som Slavinde ved hans Hof. Da hun havde født ham fem Sønner, af hvilke den yngste var Púrus, blev deres Forbindelse opdaget og Kongen forbandet til at blive gammel før Tiden. Men Púrus tog frivillig sin Faders Affældighed paa sig (s. Anm. til V. 12); han blev siden hans Efterfølger og en af Indiens navnkundigste Konger.
S. 51. Rig-Védas er den første af Indernes fire ældgamle Hellige Bøger, indeholdende Lovsange og Bønner til Ilden, Luften og andre Guddomme.
V. 88. Kusam, helligt Græs (s. Anm. til S. 19), strøedes rundt om enhver af Altrets fire Luer, der vendte mod de fire Verdenshjørner; allerede i en Rigvéda-Hymne kaldes Ildens Gud Agnis: „den fiir-øiede“.
V. 90. Kókilas (Cuculus Indicus), en sort Fugl af Gjøgeslægten; den kaldes ogsaa (som atter S. 77) para-bhrítas, d. e. „den Fremmed-rugede“, fordi Hunnen lægger sine Æg i andre Fugles Rede (V. 123). Kókil-Hannens Sang, der bebuder Foraaret (jfr. V. 136), hvoraf Navnene „Vaarbud“, „Vaarsanger“, skal have Lighed med Nattergalens. Den indiske Fortolker oplyser, at Kókil-Sang var et lykkeligt Varsel for Reisende, og gjør opmærksom paa, at her Træernes Svar bliver givet gjennem Kókilen, hvorefter Skovgudinderne selv svare ved Stemmer fra Luften i næste Vers.
V. 91. Støvskyer. D. e. „Gid det ikke maa støve paa hendes Vei uden med Blomsterstøv“.
V. 92. Indiske Digtere omtale ofte Paafuglens Dands som et Udtryk af dens Glæde, f. Ex. naar Regntiden nærmer sig.
V. 95. Bag den nærmeste Tanke: „stands Taaren, at Du kan see for Din Fod paa de ujevne Veie“, ligger den fjernere Tanke: „dæmp Sorgen, at Din Aand kan være samlet og beredt under de Livets Prøvelser, Du gaaer imøde“.
S. 54. Søens Bred. I fjerde Optrin, der ligesom det Meste af første og tredie Optrin foregaaer i Eneboet, flytter Scenen sig lidt efter lidt saaledes: Man seer Lærlingen, siden Veninderne udenfor Huset i det Frie, derefter Sakuntala i det aabne Huus; fra Arnestedet følge Alle hende med hendes Ledsagere paa Vei gjennem Lunden, og Træer og Skovgudinder hilse hende til Afsked; ved Prijámvada's Ord om Slyngplanterne kommer hun til at tænke paa sin „Søster“ iblandt dem, Mangotræets Hustru (jfr. første Optrin), og træder hen til den; da hun seer Antilopehinden, som minder om hendes egen Tilstand, er der endnu Udsigt til Hytten; kort efter staae de ved Søens Bred, udenfor Andagtslunden, hvor de tage Afsked og deres Veie skilles.
S. 54. Figentræ, her Ficus glomerata (afb. hos Rheede, hort. Malab. VIII,
