Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

11

FØRSTE OPTRIN.

     Thi Hvad er ei et Smykke for
          saa yndefuld en Skabning?

Sakuntala. See Késara-Træet, hvor det vinker ad mig med sine Qviste, som Vinden bevæger. Jeg vil besøge det. (Hun gaaer derhen.)

Prijamvada. Bliv staaende der et Øieblik, min Sakuntala!

Sakuntala. Hvorfor det?

Prijamvada. Jo, naar Du staaer hos Késara-Træet, saa seer det ud, som om det blev omfavnet af en Slyngplante.

Sakuntala. Ikke for Intet hedder Du Prijám-vada, „den sødttalende“.

Kongen (i Skjul). Var det sødt talet af Prijamvada, saa var det ogsaa sandt talet; thi Sakuntala's

21.Læber er røde som unge Skud,
          Armene bløde som Rankens Grene,
     Og som en lokkende Blomsterflor
          Ungdom svulmer i alle Lemmer.

Anasuja. See, Sakuntala! Her staaer Mangotræets Valghustru, den hvidblomstrende Mállika, som Du har givet Navnet „Skovmaaneskin“. Den glemmer Du ganske.

Sakuntala. Nei, saa maatte jeg glemme mig selv. (Træder hen og betragter Mállika'en.) See, min Veninde! i en yndig Stund har Træet og Slyngplanten holdt Bryllup: Skovmaaneskin staaer i sin Ungdoms Flor med friske Blomster, og det frodig knoppende Mangotræ indbyder til Glæde. (Hun bliver staaende og seer paa den.)

Prijamvada (smilende). Veed Du, Anasuja! hvorfor Sakuntala seer saa opmærksom paa den Skovmaaneskin?

Anasuja. Jeg veed ikke; forklar mig det.

Prijamvada. Hun tænker som saa: „Skovmaaneskin har fundet sig et Træ, der passer for den; maatte ogsaa jeg faae en Brudgom, der passer for mig!“