Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

25

ANDET OPTRIN.

Kongen. Sin Ven finder jo Enhver smuk. Men jeg taler om Blomsten i den hellige Lund, om Sakuntala.

Mathavjas (for sig). Nei, det vil jeg ikke høre Noget om. (Høit.) Hør, bedste Ven! Synes Du, det gaaer an, at Du forelsker Dig i en Enebopige?

Kongen. Min Ven! En Puru-Søns Hjerte staaer ikke til en forbuden Gjenstand:

42.Gudindefødt, af Moderen forladt,
           optoges hun i Kanvas' Faderarm —
     Lig en paa Arka-Busken hængende
           nedfalden Blomst fra Navamallika.

Mathavjas (leende). Du er dog ligesaa klog, som den, der blev kjed af Dadler og fik Lyst til den sure Tamarind, naar Du for saadan en Tilbøielighed kan forsmaae alle Dine Perler af Hustruer.

Kongen. Du har ikke seet hende, siden Du kan tale saaledes.

Mathavjas. Fortryllende maa jo rigtignok det være, der kan vække Beundring hos en Mand som Dig.

Kongen. Min Ven, hvortil mange Ord!

43.Har Bráhma hende som Billed malet og kaldt til Live,
     Hvad eller, samlende Skjønheds Mønstre, ved Tanken frembragt?
     Ja, Laksmi[1], atter til Verden født, jeg i hende skuer,
Naar ret jeg mindes vor Skabers Almagt og hendes Skjønhed.

Mathavjas. Hvis saa er, maa hun jo gjøre alle andre Skjønheder til Skamme.

Kongen. Ja, det er min stadige Tanke:

44.En Blomst, som Ingen end har lugtet til,
     En Løvsprings-Qvist, som ingen Negl har brudt,

  1. Laksmi, Skjønheds Gudinde.