Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/61

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

35

TREDIE OPTRIN.

den kongelige Viismand, har der hvilet en hemmelig Længsel over hende Skulde ikke han være Aarsag til hendes Sygdom?

Anasuja. Jeg har selv i mit stille Sind gjort mig de samme Tanker. Bi, jeg vil spørge hende. (Høit.) Min Veninde! jeg har Noget at spørge Dig om. Du er saa lidende.

Sakuntala (reiser sig halvt op fra Blomsterleiet). Hvad vil Du sige mig, min Veninde?

Anasuja. Kjæreste Sakuntala! Vi ere jo slet ikke indviede i Kjærlighedshandler; men — som man i Sagn og Sange hører Forelskedes Tilstand beskrive, saaledes finder jeg Din. Betro os Aarsagen til Dine Lidelser: forinden man kjender den virkelige Sygdom, kan man jo ikke begynde Helbredelsen.

Kongen (i Skjul). Anasuja har gjættet min lønlige Tanke.

Sakuntala (for sig). Min Lidenskab er altfor hæftig; saa pludselig kan jeg ikke betroe dem den.

Prijamvada. Elskede Sakuntala! Hun taler fornuftigt; hvorfor ændser Du ikke Din Sygdom? Dag for Dag tæres Du hen; blot Din livsalige Ynde forlader Dig ikke.

Kongen (i Skjul). Prijamvada siger sandt.

63.Kindernes Runding svinder og svinder,
           Barmen har mistet sin Fasthed,
     Smalnet er Midjen, Skuldrene synke
           kraftløst, og Farven er blegnet.
     Sorg og Beundring vækker den Hulde,
           tæret af Kjærlighedsqvaler,
     Retsom en hedt af Vinden beaandet
           visnende Mádhavi-Ranke.

Sakuntala. Elskede Veninde! Til hvem skulde jeg ellers betroe mig? Men nu vil I faae Sorg af mig.