Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/62

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

36

SAKUNTALA

Begge. Just derfor ere vi saa paatrængende: den Sorg, man deler med en Ven, bliver lettere at bære.

Kongen (i Skjul).

64.Adspurgt af dem, der hendes Sorg og hendes Glæde dele,
     Sin Kummers hemmelige Grund hun ikke vil fordølge.
     Skjøndt tidt hun vendte sig og saae paa mig med Tørst i Øiet,
     I denne Stund jeg ængstes for, hvad Svar jeg faaer at høre.

Sakuntala. Min Veninde! Fra det Øieblik, da Bodslundens Beskjærmer, den kongelige Viismand, kom mig for Øie, — (Hun standser rødmende.)

Begge. Fortæl, Veninde!

Sakuntala. — fra det Øieblik har Længsel efter ham bragt mig i denne Tilstand.

Kongen (i Skjul; henrykt). Nu har jeg hørt, hvad jeg vilde høre!

65.Gud Smáras selv, der sendte Heden,
           er bleven min Husvaler —
     Som skymørk, lummer Dag i Regntid
           selv svaler Jordens Hede.

Sakuntala. Bifalde I det, da sørger for, at den kongelige Viismand kan føle Medlidenhed med mig. Hvis ikke — visselig! da skal I udgyde Sésamvand for mig ved Dødningofferet.

Kongen (i Skjul). O, Tvivl-adsplittende Ord!

Prijamvada (afsides til Anasuju). Det er kommet saa vidt med hendes Lidenskab, at hun ingen Ophold taaler. Og den, til hvem hun har bundet sit Hjerte, er Kronen for Purus' Stamme; derfor tør vi hilse hendes Elskov med Velsignelser.

Anasuja. Ja, som Du siger.

Prijamvada (høit). Veninde! Til Lykke! — Ja, den Kjærlighed er hende værdig! Hvor skulde den dybe Flod løbe ud, uden i Havet? og hvem uden Mangotræet kan støtte den frodig knoppende Mádhavi-Ranke?