Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/68

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

42

SAKUNTALA.

Dig imøde, kunde Du ikke slippe Din Ængstelighed; hvor vil Du nu lide af Anger og Græmmelse! (staaer stille; høit.) Du smertedulmende Løvhytte, lev vel! og nye Glæder ved vort Gjensyn! (Gaaer sørgmodig bort med de andre Qvinder.)

Kongen (træder frem af sit Skjul, sukkende). Ak, hvormange Hindringer møder Opfyldelsen af vore Ønsker! Thi

78.Den Øienhaar-fagre sit Ansigt dreied mod Skuldren
     Og holdt gjenstridig sin Læbe dækket med Fingren,
     Mens Munden, yndig ved afbrudt stammende Vægring,
     Jeg løfted lempelig op — og kyssed den ikke!

Hvor skal jeg nu gaae hen? Eller nei! Her i Løvhytten, som min Elskede har nydt og forladt, vil jeg dvæle et Øieblik. (Seer om til alle Sider.)

79.See, Blomsterleiet paa Stenen her
           er sammentrykket af hendes Legem!
     Hiint ømme Kjærlighedsbrev har hun
           med Neglen ridset paa Lotosbladet!
     Hiin Stilk er gleden fra hendes Arm!
           — og derfor hænger mit Øie ved dem,
     Saa jeg kan ikke mig rive løs
           fra Hytten, skjøndt den er tom og øde.

Stemmer udenfor. Konge!

80.Mens vi vor Aften-Renselsesoffring forrette,
     Trindt omkring Alter-Luen i Trængsel der sværme
     Mangefold Skræk indjagende Skygger af Vanfreds
     Graadige Hær, guulsorte som Skyer i Skumring.

Kongen. Jeg kommer! jeg kommer!

(Han forlader Skuepladsen.)