Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

45

FORSPIL TIL FJERDE OPTRIN.

Anasuja (med et Smiil). Hos ham er det allerede Meget; fortæl!

Prijamvada. Da han ikke vilde komme tilbage, sagde jeg til ham: „Hellige Mand! Betænk, at det er første Gang, og tilgiv Datteren, som ikke har kjendt til Andagts Magt, denne ene Overtrædelse.“

Anasuja. Hvad saa, hvad saa?

Prijamvada. „Mit Ord tør ikke være forgjæves“, svarede han, „men ved Synet af Gjenkjendelsens Smykke skal Forbandelsen vige bort“, og med disse Ord forsvandt han.

Anasuja. Saa kan vi nu atter aande frit. Ved Afreisen satte den kongelige Viismand hende en Ring med sit Navnetræk paa Fingeren, netop som „et Erindringstegn“; i den har Sakuntala et Middel til selv at hjælpe sig.

Prijamvada. Kom da, Veninde! lad os fuldbyrde vor Offring. (De gaae frem.)

Prijamvada (seer ud). See, Anasuja! Med Kinden støttet mod den venstre Haand sidder vor Veninde ubevægelig, som var hun malet. Med Tankerne hos sin Ægteherre mærker hun ikke til sig selv, endsige da til en fremmed Vandringsmand.

Anasuja. Nu maae vi to, Prijamvada, aldrig lade denne Tildragelse komme over vore Læber; vor elskede Veninde er fiin og spæd: hun maa for Alting skaanes.

Prijamvada. Ja, hvem vander vel en Mallikablomst med kogende Vand?

(De gaae ud.)