47
FJERDE OPTRIN.
Den Sorg, en Qvinde maa friste,
hvis Ven er bortreist,
Isandhed! knugende tynger
den hendes Bryst.
Anasuja (træder ind, i lidenskabelig Hast). Saalidt jeg forstaaer mig paa Livets Færd, — det veed jeg, at Kongen har handlet uædelt mod Sakuntala.
Lærlingen. Jeg maa nu lade Mesteren vide, at Brændoffringstimen er kommen. (Gader ud.)
Anasuja. Lysvaagen er jeg; men hvad skal jeg foretage mig? Haand og Fod vil ikke røre sig til mine dagligste Sysler. Hvilken Glæde for Elskovsguden, at han har bragt vor troskyldige Veninde i et troløst Menneskes Vold! Dog nei! Det er Durvásas' Forbandelse, der omskifter Alt. Hvorledes kunde ellers den kongelige Viismand, efter saa favre Ord, lade al denne Tid forløbe uden at sende os saameget som et Brev. Vi faae da herfra at skikke ham Gjenkjendelsesringen. Men hvem af disse mørke Selvplagere skulde man bede om at bringe ham den? — Saa sikker jeg er paa, at vor Venindes Færd er ulastelig, er det mig ikke muligt at sige vor Fader Kanvas, nu han er kommen hjem fra sin Valfart, at Sakuntala har ægtet Dushjantas og er velsignet med Livsfrugt. Men hvad skal vi da gribe til?
Prijamvada (træder ind, jublende). Veninde! Skynd Dig, skynd Dig at feire Sakuntala's Afskedsfest.
Anasuja. Hvorledes, min Veninde?
Prijamvada. Nu skal Du høre. Jeg gaaer ind til Sakuntala for at spørge, om hun har sovet sødt inat —
Anasuja. Hvad saa, hvad saa?
Prijamvada. Der stod hun, blufærdig sænkende sit Hoved, og vor Fader Kanvas omfavnede hende og velsignede hende, og sagde: „Til Lykke! Skjøndt Røgen slog op og blændede Offerpræsten, faldt dog Brændoffret
