48
SAKUNTALA.
midt i Ilden. Elskede Barn! Som Kundskab, der overantvordes den gode Lærling, saaledes kan ogsaa Du bortgives, uden Begrædelse. Endnu idag vil jeg sende Dig under Viismænds Varetægt til Din Ægteherre.“
Anasuja. Men hvem havde aabenbaret vor Fader Kanvas denne Tildragelse?
Prijamvada. Da han traadte hen til det hellige Arnested, hørte han en Røst fra Himlen, der fremsagde et Vers.
Anasuja (med Undren). Lad mig høre!
Prijamvada (i Sanskritspreget).
84.„Viid, o Brahmán! Dit Barn gjemmer
en Gnist af Kong Dushjantas tændt, —
Til Held for Verden ild-svanger
lig Sámitræets Offerved.“
Anasuja (falder Prijamvada om Halsen). Kjære Veninde! Jeg er saa glad, saa glad! Men at Sakuntala endnu idag skal føres herfra, den Tanke blander Sorg i min Glæde.
Prijamvada. Veninde! Vi vil forjage Sorgen; blot at vor fromme Søster maa føle sig lykkelig!
Anasuja. Ja hør, netop for det Samme havde jeg i den Kokos-Æske, som hænger der paa Mangogrenen, lagt en Krands af Késara-Blomster, der holder sig længe frisk. Tag den ned. Imens vil jeg tillave hende en Lykkesalve af „Mriga-Rótsjanam, hellig Muld og Durva-Græs.“
Prijamvada. Lad os gjøre det! (Anasuja gaaer ud; Prijamvada tager Blomsterne ned.)
Bag Skuepladsen. Gáutami! Siig til Sarngarávas og de Andre. at de holde sig rede til at ledsage Sakuntala.
Prijamvada (lytter). Anasuja! Skynd Dig, skynd Dig! Nu bliver der kaldt paa de Viismænd, som skulle drage til Hastinápur.[1]
- ↑ Hastinápur eller det gamle Delhi, Kong Dushjantas' Hovedstad.
