56
SAKUNTALA.
Kanvas. Elskede Barn, omfavn mig og Dine Veninder!
Sakuntala. Fader! Skal da Prijamvada, skal mine Søstre alt her forlade mig og gaae tilbage?
Kanvas. Elskede Barn! Ogsaa de skulle bortgiftes; det sømmer sig ikke for dem at komme til Staden; Dig vil Gautami ledsage.
Sakuntala (omfavner sin Fader). Hvordan skal jeg dog, bortreven fra min Faders Skjød, lig en Sandelplante, der oprykkes af Malájas' Bjergskraaning, friste Livet i fremmed Land!
Kanvas. Barn! Hvorfor er Du saa ængstelig tilmode?
99.Naar Du hyldes som „Hus-Moder“
for en Husbond af Kongebyrd,
Naar for Pligter, som hans Høihed
giver Vægt, Du har aldrig Frist,
Og naar snarlig, som Øst Solen,
Du en straalende Søn har født, —
Da, o Datter! vor Skilsmisses
bittre Sorg Du forvinde skal.
(Sakuntala kaster sig for hans Fødder.)
Kanvas. Hvad jeg ønsker Dig, det skee!
Sakuntala (gaaer hen til sine to Veninder). Søstre, omfavner mig, begge tilsammen!
Veninderne (omarme hende). Veninde! Dersom han, Kongen, skulde være seen til at gjenkjende Dig, saa viis ham Ringen der med hans Navnetræk.
Sakuntala. Eders Tvivl bringer mig til at skjælve.
Veninderne. Frygt ikke! En Søsters Kjærlighed er mistroisk.
Sarngaravas. Solen staaer alt høit paa Himlen; vær snar, ædle Qvinde!
Sakuntala (vender sig mod Eneboet). Fader! Naar skal jeg see Andagtslunden igjen?
