Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/92

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

66

SAKUNTALA.

Kongen. Hvorfra dette ærerørige Spørgsmaal?

Sarngaravas. Saadanne Omslag faae især Magt hos dem, der ere berusede af verdsligt Herredømme.

Kongen. Paa mig sigte disse Smædeord!

Gautami. Datter! Glem et Øieblik Din Blufærdighed: jeg vil drage Dit Slør tilside; saa vil Din Ægteherre gjenkjende Dig. (Hun afslører hende.)

Kongen (betragter Sakuntala; for sig).

120.Denne lydeløse Skabning,
                    der paa saadan Viis mig bringes,
              kan jeg, i min Tvivl om dette Bryllup, —
        Som en Bi den dug-opfyldte
                    Kunda-Blomst i Morgenstunden, -
              ikke nyde, heller ei forlade.

(Han grunder.)

Dørvogtersken (for sig). Hvor stræng er Kongens Pligtfølelse! Hvilket andet Menneske vilde vel betænke sig, naar Lykken bragte ham en saadan Skabning for Øie?

Sarngaravas. Konge! Hvorfor saa taus?

Kongen. Andagtrige Mænd! Ihvormeget jeg grunder, kan jeg dog ikke mindes, at denne ædle Qvinde er bleven min. Hvor skulde jeg da nu, da hendes Svangerskab er synligt, modtage hende, under min Tvivl, om jeg er hendes Ægtefælle?

Sakuntala (afsides). Selv Brylluppet drager min Herre i Tvivl: hvor er nu mit høitflyvende Haab?

Sarngaravas. Det gaaer for vidt!

121.Bør Du fornærme den Vise, som tilgav,
              at Du hans Datter Dig nærmed,
        Og, ved at skjænke Dig Skatten, Du stjal, har
              Gavmildhed viist mod en Røver!