Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

68

SAKUNTALA.

Kongen. Lad os høre!

Sakuntala. Saa kom i det Samme mit lille Antilopekid springende, min Fostersøn, som jeg kaldte Dihapángo. „Den Lille skal drikke først,“ sagde Du venlig og lokkede for den med Vandet. Men den turde ikke komme Din Haand nær, fordi den kjendte Dig ikke. Da Du saa rakte mig Vandet, tog den strax Mod til sig. Da loe Du og sagde: „Enhver troer sine Lige, og I to ere jo Skovsødskende.“

Kongen. Med slig Honningdrik af Løgnens Tale lokkes de Sandselige af Qvinder, der ville oprette et Feiltrin.

Gautami. Store Konge! Saaledes burde Du ikke tale. Denne Qvinde er opdraget i Andagtslunden og kjender ikke til Falskhed.

Kongen. Alderstegne Eneboerinde!

123.Qvindens naturlige List endogsaa hos Dyret
              bliver man vaar, endsige hos oplært Qvinde:
        Lader en Kókila-Hun ei Ungerne sine
              ruges af fremmed Fugl, til i Sky de stige?

Sakuntala (opbragt). Uværdige! Du dømmer efter Dit eget Hjerte. Hvem Anden vilde handle som Du, Du som ifører Dig Retfærdigheds Klædebon, lig en Grube dækket med Grønsvær!

Kongen (for sig). Det gjør mig tvivlraadig, at hendes Harme synes uforstilt. Thi

124.Da jeg, af min Glemsel forhærdet, ikke tilstaaer,
        At hemmelig Elskov er pleiet os imellem,
        Har hun — ved at rynke de krumme Bryn — i Harme,
        Med brændende Øie, Gud Smáras'[1] Bue knækket.

(Høit.) Qvinde! Dushjantas' Færd er bekjendt — og dog: jeg veed af Intet at sige!

  1. Smáras. d. e. Erindring, et af Elskovsgudens Navne.