130
Vismann lo slet ikke, havde slet ikke svaret, lod sig føre hen til Bænken og satte sig ned ved Fru Fricks Side uden ret at vide, hvad han gjorde. Da det var besørget, gik Fru Frick videre, forudsættende, at Vismann havde svaret Et eller Andet:
— Ja ser De, det har De Ret i. Det er jeg enig med Dem i. For, naar unge Mennesker ikke tror paa Idealerne, saa … Ja, min Søn har havt flere unge Mennesker oppe hos sig om Natten … aa, han er nu saadan en Natteravn … og jeg sover daarlig. Men jeg har ligget og glædet mig over, hvor han ildner dem op til at stræbe efter Idealerne . . og han siger det Samme til dem Allesammen.
— Til dem Allesammen? .. det Samme til dem Allesammen? spurgte Vismann lidt studsende.
— Ja. Det er jo Bevis paa, at han ingen Forskjel gjør, men mener, at alle Mennesker er forpligtede til at stræbe efter Idealerne.
Siden den gamle Apotheker samme Nat havde taget dette Ord i sin Mund, frembragte Ordet Ideal en sødvammel Bolchersmag i Farmacevtens Mund.
— Han mener Kvinderne, mumlede han.
— Ja, ikke sandt! Gud, hvor De har forstaaeet ham, Hr. Vismann! Men det er det Sørgelige ved ham, at han har saa dejlige, saa op-
