145
Gjæring i Safterne og i Kjærnen bag den gamle gothisk-hollandske Renæssanceskal.
Den gamle Apotheker var ikke vaagnet saa tilfreds med sig selv, som han var slumret ind. Hans første bevidste Sindsrørelse var en Fortrydelse. «Havde jeg ikke drukket den lumske Madera, saa havde jeg ikke saadan snakket ud med den Rævepels til Kaptejn, — saa havde jeg ikke begyndt med at gjøre mig til Kammerat med min Laborant … saa havde jeg behandlet ham som et lille Tossehoved, da jeg hørte, at han var forelsket i Husets Datter, saa …. havde jeg været den fornemme, overlegne Mand, som jeg kan være, naar jeg vil …. Der maa gjøres Noget for at rense Luften. Aa, her har nu i saa mange, mange Aar været saa roligt, saa rart her i Huset. … Saa! Der sprang ven Selestrop! Hvor skal jeg nu finde et Par nye Seler? Hm, hm, hm! Jeg er en stakkels gammel og forladt Mand. Mig bryder Ingen sig om mere. I de faa Leveaar, jeg har tilbage, kan jeg gaa for Lud og koldt Vand.»
Han kunde ikke engang gjennemføre den værdige, stødte Husfaderrolle, han havde bestemt at spille ved Thebordet, nu, da det ene Buxeben paa Grund af den brustne Selestrop hang længere ned end det andet. Han mærkede, at han traadte i det med sin Morgenskos Saal, lige da han kraftig aabnede Døren til Spisestuen.
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
10
