146
Fru Kamp sad ensomt tronende bag den gammeldags store Messingselvkoger, som Husets Herre aldrig vilde undvære paa Bordet, naar der skulde skjænkes The eller Kaffe. Spisestuen duftede af fin The og fin Røgelse. Denne Duft blandede sig paa en behagelig Maade med den friske Sommermorgenluft fra det aabne Vindue. Paa Messinglysekronen smaahoppede hvide Prikker og Striber. Af og til forvildede de sig hen til de blanke Afsatser henne paa Buffeten.
Kancelliraadens Forladthedsfølelse dæmpedes et Øjeblik af denne Stuehygge, af den lystelig opdukkende Selvejerfornemmelse og Ejendomsglæde. Det var solidt og vægtigt Kram, det, der var i denne Stue, og det, der var i alle, alle Stuerne i hans Hus. Han vilde være bleven munter, hvis han ikke havde felt, at han burde betegne sin Husfadermyndighed ved i det mindste at være halv gnaven, halv værdig. Han spurgte i en lidt prædikenagtig Lapidarstil:
— Hvorfor viser mit Barnebarn sig ikke ved Thebordet?
— Hun vilde ikke staa op, svarede Fru Kamp. Jeg har ikke kunnet faa hende ud af Sengen.
— Saa—aa—aa? sagde Kancelliraad Pramman og løftede Næsen … Fejler hun Noget?
— Véd det ikke. Hun svarer ikke, naar man spørger hende.
