247
— Ja . . ja, men den Slags Bøger …
— Har Du aldrig læst Noget af Renan? spurgte Fanny. En Braad stak ud af hendes Ord, men den naaede ikke gjennem Brinckmanns Hud. Han svarede som et Barn, halv forknyt, halv gnaven:
— Fanny, . . jeg har jo ærlig og aabent tilstaaet Dig, at jeg er svag i Fransk og slet ikke kan Engelsk. Og Du, Fanny hvorfor læser Du den Slags Bøger?
— Fordi de lærer mig noget Nyt.
— Aa, Fanny, det Gamle er jo saa dejligt . . saa.
— Ja, men det er gammelt.
Fanin mærkede, at de ensomme Timer og den ivrige Læsning, som Mangel paa al anden Beskaeftigelse ligefrem havde tvunget hende ind paa, havde afsat Mod i hendes Sind. De mange løse Kundskaber og Tanker, hun havde skrabet sammen fra sin Undervisning som Barn og ganske ung Pige, havde først samlet sig i hendes Erindring, dernæst havde de ordnet sig i Tankegrupper, klarere og klarere belystes de, og den voxende Klarhed frembragte Modet, som Sollyset driver Planterne op. Modet trængte til Kamp som Kunstneren til et stof at forme af. Mens hendes Mand mere løb end gik hen ad Gulvet, purrende sig i sit tætte brune Haar, fortsatte hun.
