17
jeg er i Verden, siden min kjære Søn døde. Skaan mig for Modsigelse! Du véd, jeg kan ikke taale Modsigelse, Barn! Sæt, et apoplektisk Anfald ramte mig! Hvordan vilde I saa sidde i det allesammen?
Kancelliraad Pramman fik sin Villie sat igjennem. Fanny, ledsaget af Fru Kamp, tog hver Dag til Nabobyen, hvor Fanny blev oplært af Latinskolens Adjunkter.
De blev godt betalte i Forhold til den almindelige Markedspris for Undervisningstimer. Kancelliraad Pramman inviterede dem til gode Middage mindst en Søndag hver Maaned.
Fru Kamp fulgte Fanny fra Lærer til Lærer, og medens hendes Nièce fik Undervisning, holdt hun vedkommende Adjunkts Frue med Selskab. Kancelliraaden forsynede hende med den Chokolade, der behøvedes til at krydre disse Formiddagskonversationer med. Adjunkternes Fruer vare enige om, at Fru Kamp var sød, og at Fanny var sød. Hver Afsked i de forskjellige Huse var endeløse Kys, mange Kjæleord, og, naar Ferierne medførte en længere Skilsmisse, forhøjedes Afskedens Højtidelighed med Taarer og Forsikringer om evigt Venskab.
Det kunde hænde sig, at Fru Kamp var saa mæt af Kjærlighed og Venskab, at hun vrissede ad Fanny, naar Pigebarnet i Jernbanekoupeen vilde kysse hende — thi hun var ligefrem forfalden til
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
2
