152
Hertugen.
mellem Buskene paa Gærdet. Buskene lukkede Udsigten for den attenaarige Møllersvend, men han var vist forresten lige glad. Da den korte Pibe var røget ud, heldte han Saucen af Svampedaasen og Asken af det store Træhoved ud i Kjørevejens vaade Hjulspor, morede sig en Stund med at se Asken drukne i Vandet og Saucen farve det. Da de forskjellige Stoffer havde forenet sig i en solid Blanding, greb Møllersvenden til en ny Morskab. Han spyttede til Maals efter en bestemt Sten i Diget, som sprang frem mellem Buskekrattet og hvælvede sig med sin fugtige krumme Flade gulrød ud i Solskinnet. Men, forat denne Sport skulde kunne opnaa det ønskede Maal, gjordes der store Krav til Projektilets langtrækkende Evne. Efter en Snes mislykkede Forsøg opgav Møllersvenden den, saâ sig om efter Noget, der kunde beskjæftige hans Tanker, fandt Intet og gav sig med Hengivelse i sin Skæbne til at nynne:
Var du min, din Spidslærke,
ja saagu' fik du Hug,
fortsatte saa Strofen fløjtende, fløjtede derpaa Melodierne til andre Sange, han havde hørt paa Markeder og i Krostuer, som: "O Ægtestand, o slemme Ægtestand, faldera," "I Lothringen, det skjønne Land, — der levede en Jægersmand; — hans Bord var fuld af Vildt og Vin; — Napoleon ham kaldte sin" og var just ved at intonere: "En gammel Abbedisse — har ingen Ro tilvisse", da noget stærkt Farvet i kort Lundetrav svingede om Gærdets Krum-
