153
Hertugen.
ning ned i Hulvejen, hvis fugtige Jord sivede med dæmpet Lyd under de forsvarlige Træskosaaler.
Det var en sær Fremtoning, dette luntetravende Væsen i en halvvoxen Dreng, der trods sine næsten sytten Aar, saâ ud, som han kun var fjorten. Paa det utrolig uredte, i ulige lange Tjavser over Pande Øren og Nakke nedhængende, aldeles hvide Haar sad Ruinerne af en laadden Hue og dinglede op og ned og til Siderne, thi den var meget for stor til Drengen. Et Par mælkeblaa Øjne gloede lige ud i Luften under de stive, korte hvide Svineøjenvipper, store hvide Tænder grinede blankt ud af den store aabent staaende Mund. Men det Løjerligste var hans Dragt: højrød kortsnippet Kjole med hvide Kantninger, lyseblaa Krave, Opslag og Brystrabatter, paa hvilke sidste sad et Par afblegede dinglende Knapper, en gylden Epaulettestrop sad paa tværs over den ene Skulder, dens Mage paa den anden var reven af og sjaskede ned langs Ærmet; hvide skidne Lærredsbuxer, nøgne, tynde, ingenlunde rene Ben i de store Træsko med Blikkramper.
"God Dav, du Hertug!" raabte Møllersvenden, da den løjerlig klædte Knøs i sin travende Gang var kommen Møllehusets Dør nær.
Drengen blev ved at grine uden at lette paa Huen og uden at standse sit Luntetrav.
"Kan du holde an, du Hertug, naar fornuftige Mennesker taler til dig, din Indiot?"
Drengen grinede og løb som før.
Da han var kommen nogle Skridt paa den
