182
Hertugen.
det var den samme Mand, som i Foraaret var kommen kjørende, da en af Karlene laa syg.
Drengen græd bitterlig. Hans Taarer smeltede det stride Snestøv, som piskede ind i hans Øjne. Saa krøb han atter op paa Grundens Kampestene uden for Frøkenens Kammervindue.
Døren aabnedes og lukkedes, flere dæmpede Stemmer lød derinde. Saa lød der Hulken, der steg og atter sank. Flere Skygger saas paa Gardinet. Vognen rullede igjen ud af Gaarden under Hundenes Gøen, som saa gik over i en Tuden, og Vinden hvinede, og Sneen piskede som rasende, ind mod Stuelængens Væg.
Lyset slukkedes i Kammeret.
Vidste Hertugen, hvad der var sket? Det er ikke godt at vide. Men han gik ikke ind til Morian den Nat. Han satte sig paa Jorden lige uden for det mørke Vindue, krøb sammen som et Pindsvin, mens Vinden hvinede, Sneen rislede, og Isen knagede i Møllerenden.
Han kom ikke til sit Arbejde den næste Morgen. Mads Røgter fandt ham frossen ihjel uden for det Stykke Stuelænge, vi kjende. Samme Nat var Frøkenen død. Røgteren blev bange og hentede en Karl, som hjalp ham med at bære Hertugen væk. Morian gøede først som rasende, derpaa stak den Snuden lige op i Luften og tudede. Sneen havde sølvbroderet Brystet paa Hertugens røde Trøje, saa den lignede en Husarofficers Dolman.
