203
Kjærestesorg.
Marie faldt træt i hans Favn og hviskede:
"Var det for min Skyld, at Du vilde aflive Dig?"
Niels svarede ikke. De kyssede og favnede hinanden. Han lænede sit Hoved som et sygt Barn til Maries Skulder.
"Og nu forlader Du mig aldrig mere," klynkede han.
"Nej, lille Niels, nej, lille Niels!"
"Hu, hvor jeg fryser! Jeg tror jeg faar den tyfoidede og den tyføsede Feber", Marie. Jeg er uhyre syg … Og ikke en ordentlig Seng har jeg. Der i det Hummer ved Kostalden trækker det gjennem Lugen og Loftet og Taget. Jeg dør imorgen. Aa, hvem der endda havde en god Seng som din i Pigekammeret tæt ved det lune Kjøkken! Aa, Marie, hvis Du var Doktor, saa vilde Du kunne fornemme, hvordan min Pulsaare er lige ved at sprænges. Ja den ruller og dundrer, Marie. Føl bare! Kan Du føle den?"
"Ja, det er urimeligt, saa den skaber sig," sagde Marie, "for den er helt død. Jeg kan slet ikke føle den."
"Der kan Du selv se, Marie!"
Marie stod og pustede.
"Slip mig saa, Niels!" sagde hun.
"Aldrig kommer Du ud af min Favn, før Du siger, at Du elsker mig."
"Jeg vil sige lige, hvad Du vil, bare Du giver los, for jeg er saa myrderlig træt, Niels, og Du tynger saa farlig paa min ene Axel."
"Altsaa … Du elsker mig."
